PISA-rangliste bliver ikke droppet

Det har aldrig været meningen, at Danmarks placering på den internationale PISA-rangliste ikke skulle offentliggøres, fastslår undervisningsminister Christine Antorini.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når OECD på tirsdag offentliggør resultaterne af PISA-undersøgelserne, der viser 15-årige skoleelevers kundskaber i OECD-landene, kommer Danmarks placering på den internationale rangliste til at være offentligt tilgængelig – som den plejer.

Det fastslår undervisningsminister Christine Antorini (S), efter at flere medier lørdag skrev, at Undervisningsministeriet i år har tænkt sig at droppe offentliggørelsen af den danske placering på ranglisten.

»Det er noget vrøvl, at vi ikke har tænkt os at gå ud med Danmarks placering. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Selvfølgelig offentliggør vi det danske tal og den samlede PISA-liste fra OECD, som vi altid har gjort,« siger Christine Antorini til Berlingske Nyhedsbureau.

Blandt andet Berlingske og Politiken citerede lørdag chefkonsulent i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet Elsebeth Aller for at sige, at det ikke kan lade sig gøre at lave en præcis placering på en liste, og det har hun ret i, siger ministeren. Men det betyder ikke, at ranglisten ikke offentliggøres – den skal blot suppleres af en gruppering af OECD-landene i kategorierne over middel, middel og under middel, så PISA-ranglisten ikke står alene.

»Vi tilbageholder selvfølgelig ikke PISA-tallene. Men vi følger OECDs anbefalinger, som selv er ude og sige, at man skal lade være med at fortolke listen som en forsimplet rangliste over elevernes evner i de forskellige lande, for man kan ikke ud fra placeringerne sige, om et land ligger på en 7. eller en 15. plads. Det skal sidestilles med, at man grupperer landene i kategorierne over middel, middel og under middel, og så kan vi kigge på, hvordan Danmark ligger i forhold til det. Det er netop det, hun (Elsebeth Aller, red.) forholder sig til, og hun siger ingenting om, at det betyder, at vi ikke offentliggør OECD-tallene,« siger Christine Antorini.

Ministeren efterlyser en mere nuanceret debat om, hvordan man skal fortolke tallene, så PISA-listen ikke bruges som »en forsimplet præmieringsrangliste«.

»Statistisk kan man ikke bruge listen på den måde, og derfor anbefaler OECD, at man opgør det i kategorier af lande. Derfor gør vi selvfølgelig det. Det er sludder og vrøvl at sige, at vi tilbageholder tallene, for alt bliver lagt frem,« siger Christine Antorini.

Dermed imødekommer ministeriet en del af den kritik af PISA-undersøgelsen, som især den danske professor i statistik Svend Kreiner har været ude med. Han konkluderede i sommer, at ranglisten ikke viser noget om elevernes faglige niveau i forhold til elever fra andre lande, og at den ikke kan stå alene.