Pind: Jeg bakker op, uanset hvem der er formand

Uanset hvad formanden for Venstre hedder, så kan vedkommende regne med fuld opbakning fra Søren Pind.

Søren Pind taler med medierne før Venstres gruppemøde på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Uanset om formanden for Venstre hedder Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Jensen (V) eller noget helt tredje, bakker partiets udenrigsordfører, Søren Pind (V), fuldt op om vedkommende. Det sagde han efter et usædvanligt kort gruppemøde i Venstre mandag.

»Venstre har altid den formand, jeg ønsker mig. Jeg bakker op om den til enhver tid siddende formand - om det er Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen eller hvem, det måtte være,« siger Søren Pind.

Efter kun ti minutter bag lukkede døre i gruppeværelset på Christiansborg begyndte de få medlemmer, der var mødt op, allerede at forlade mødet igen. Først ude af døren var miljøordfører Henrik Høegh (V), der i farten fik sagt, at det er godt, at formand Lars Løkke Rasmussen har indkaldt til møde i hovedbestyrelsen tirsdag. Én efter én fortsatte Venstres folketingsgruppe med at komme dryppende ud på gangen, men det var småt med kommentarer.

Søren Pind ville dog gerne tage fem minutter til at bakke op om sin formand.

»Det er vigtigt, at partiets kritiske røster nu besinder sig, for det her koster os. Den splid og den kritik, der fremføres fra vores egne rækker, gør, at vi synker i meningsmålinger. Og det gør, forudser jeg, at der inden længe vil være rødt flertal,« siger Søren Pind.

Socialordfører Eyvind Vesselbo (V) fastholder sin nu langvarige tavshed og vil stadig ikke udtale sig om, hvorvidt han bakker op om Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål: Er det ikke en kommentar i sig selv, at man ikke har nogen kommentarer til, om man støtter sin formand?

»Det har jeg ingen kommentarer til, og det kan man tolke, som man vil, og det kan være, at man tolker forkert. Men jeg har ingen kommentarer,« sagde Eyvind Vesselbo på vej ind til mandagens gruppemøde.