Pia Olsen Dyhr: SF er ikke bare et storbyparti

SF-formand Pia Olsen Dyhr stemmer i København, men hun lægger vægt på, at partiet ikke bare er et storbyparti.

Pia Olsen Dyhr, leder af SF, er bosat i Københavns Kommune, hvor hendes valgsted er på Skolen på Sydhavnen. (Arkivfoto) Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en gymnastiksal ved Skolen på Sydhavnen i København stemmer SF-lederen Pia Olsen Dyhr tirsdag ved middagstid.

Men trods det, at hun selv er hovedstadsborger og derfor stemmer i København, så håber hun, at SF kan være mere end et storbyparti ved tirsdagens valg.

»For det første forventer jeg, at SF går frem i procent, og jeg tror, at vi går frem i byrådsmedlemmer i hele landet.«

»Og det ser jeg frem til – at vi ikke bare et storbyparti, som visse partier, men at vi faktisk er repræsenteret i hele Danmark, og så håber jeg, at vi kan få en borgmesterpost eller to mere,« siger hun ved valgstedet.

I øjeblikket har SF borgmesterposten på Langeland, men partiet øjner borgmestermuligheder i Kolding, Hvidovre, Syddjurs, Lyngby, Vesthimmerland, Esbjerg og Lejre.

SF har placeret sig stabilt i de landspolitiske meningsmålinger med Pia Olsen Dyhr i front, og der er total ro i partiet.

Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun holder meget af at komme ned til stemmelokalet og mærke stemningen.

Men dagen byder også på en del arbejde. For valgkampen er ikke slut, før valglokalerne lukker.

»Jeg skal blive ved med at arbejde på de sociale medier. Og prøve at se om jeg kan overtale en tvivler eller to.«

»Der er mange, der skriver til mig og spørger, hvem ville du stemme på? Eksempelvis i Vordingborg – som jeg lige har svaret på. Og der vil jeg jo gerne hjælpe vælgerne, så længe jeg kan.«

Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun som bosat i Københavns Kommune stemmer på sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og på regionsrådsmedlem Peter Westermann til regionalvalget.

»Hvis det er klima og børn, synes jeg, at man skal stemme på SF,« siger Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr synes »det ser godt ud« og regner med, at valgresultatet bliver »væsentligt bedre« end sidste gang, hvor SF 5,7 procent af stemmerne.

/ritzau/