Pia Olsen Dyhr sendte søndagsmenigheden ud af hamsterhjulet

Ingen kan beskylde Pia Olsen Dyhr for at være sjov på en scene. Læs Berlingskes anmeldelse af SF-formandens partiledertale ved Folkemødet.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Der findes intet mere trættende end at høre på politikere, der farver sig selv rosenrøde ved at sværte andre partier til.

Pia Olsen Dyhr brugte en god del af sin partiledertale på Folkemødets sidste dag på at nedgøre regeringens første år - dens svigtende kamp imod klima-, flygtninge-, og ulighedskrisen - før hun nåede frem til sig selv og sit partis visioner om at bekæmpe skattely og gøre livet lettere for børnefamilierne.

Trods det tidlige tidspunkt for mange folkemødedeltagere var fremmødet alligevel af et omfang, som mange folkekirkepræster ville være glade for en søndag klokken 10:00. Pia Olsen Dyhrs menighed var da også trofast.

Opvarmningen bestod af tre SF-politikere, der skulle fortælle om deres oplevelser under folkemødet. Jeg ved ikke, hvem der havde fået den idé, men den var alene henvendt til andre SFere og gudsjammerligt kedelig.

Nyhedsværdi: Det virkede, som om SF på et møde forinden havde besluttet, at talen for Guds skyld ikke måtte rumme nyheder: Nej, nej, ikke på en søndag formiddag, da alle journalister var på vej væk fra øen. Det lykkedes da også virkeligt flot aldeles at undgå nyheder i talen.

Retorik: Pia Olsen Dyhr er en solid retoriker. Hun arbejder med allitterationer - bogstavrim såsom »solide soundbites«. Og hun opbygger gentagne kontraster, eksempelvis, at vi som børnefamilier bruger mere tid på »Outlook end gyngestativer«. Hun tegnede et klart billede af regeringen som et barn, der nu var ude over sine børnesygdomme og i stedet var kommet i »trodsalderen«, fordi den trodsede politiske flertal. Det er et godt kneb at bruge sig selv i en fortælling: Pia Olsen Dyhr brugte da også både sig selv og naboen i fortællingen om de travle børnefamilier, der har svært ved at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.

Gennemslagskraft: Det lykkedes aldrig Pia Olsen Dyhr at rive tilhørerne med. På et tidspunkt blev jeg distraheret i min lytning, da manden ved siden af mig  (SF's egen Karsten Hønge, viste det sig) begyndte at småsnakke med sin sidemand i stedet for at lytte til sin partileder. Hun talte ellers om noget, som burde interessere et bredt publikum. For hun ville gerne have os ud af hverdagens hamsterhjul, men havde ikke rigtigt noget bud på hvordan - udover et tidligere foreslået »baby-lån« til børnefamilier, så de bedre kan få økonomien til at hænge sammen. Det styrkede ikke indtrykket af en visionær politiker, at hun bad tilhørerne om at aflevere deres ideer i SF's telt til, hvordan vi kan lette livet for børnefamilierne. Den form for »crowdsourcing« har Alternativet jo for længst taget patent på.

En enkelt gang undervejs i talen fik Pia Olsen Dyhr dog de store klapsalver frem. Det var, da hun kritiserede selskaber i skattely for at være udtryk for »en grådig egoisme, der undergraver vores fællesskab.«

Humor: Ingen kan beskylde Pia Olsen Dyhr for at være sjov på en scene.

Samlet bedømmelse: