Det plejer at være finansministerens opgave at stå for de årlige økonomiforhandlinger med landets kommuner og regioner.

Men med den nye regering er den opgave rykket over til Økonomi- og Indenrigsministeriet og ny økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Det fremgår af en kongelig resolution, som Statsministeriet sendte ud onsdag i forbindelse med regeringsdannelsen.

Her lyder det, at Økonomi- og Indenrigsministeriet får overført "ressortansvaret for sager vedrørende aftalerne med kommuner og regioner om disses økonomi" fra Finansministeriet.

Under ministeroverdragelsen onsdag lød det på Pia Olsen Dyhr til at være et bevidst ønske at få økonomiforhandlingerne placeret hos sig.

- Vi er optaget af den borgernære velfærd, og derfor er økonomiaftalerne ret afgørende, sagde Pia Olsen Dyhr blandt andet.

Hun nævnte også, at det "har været vigtigt for mig at være med til den del".

Hos Kommunernes Landsforening (KL) er der ingen tårer over, at forhandlingerne flyttes væk fra Finansministeriet.

- Vi har i kommunerne efterspurgt et egentligt kommuneministerium, og det må man jo sige, at vi får nu, hvor både økonomiforhandlingerne og arbejdet med en kommende udligningsreform placeres under samme tag hos Pia Olsen Dyhr, siger KL-formand Peter Rahbæk Juel (S) i en skriftlig kommentar.

- Det tyder på, at vi har fået en regering og et regeringsgrundlag, der vil kommunerne og har et ønske om at komme et spadestik dybere i forhold til de temaer, der rører sig i kommunerne. Det er vi glade for, siger han videre.

Forhandlingerne med kommunerne og regionerne bliver formentlig en af de første opgaver for den nye økonomi- og indenrigsminister.

For de årlige aftaler, hvor milliarder af kroner er på spil, lander normalt i maj. Men det har ikke været muligt i år på grund af regeringsforhandlingerne.

Peter Rahbæk Juel og KL ser "frem til at komme i gang".

- Regeringen lægger jo op til at investere i velfærden ud over det demografiske træk. Det betyder forhåbentlig, at vi kan fortsætte den prioritering af velfærden, som vi har lagt sporene til ved de seneste års aftaler, siger han.

/ritzau/