Pia Olsen Dyhr: Hvis statsministeren har presset Eva Kjer, må han gå af

SF mener, Lars Løkke Rasmussen må trække sig som statsminister, hvis han har lagt pres på Eva Kjer Hansen for at tvinge den stærkt omdiskuterede landbrugspakke igennem. Enhedslisten er enig, mens Socialdemokraterne og Radikale sår tvivl om tilliden til Løkke.

Foto: Asger Ladefoged. Statsminister Lars Løkke Rasmussen var direkte involveret i at få presset den omstridte landbrugspakke igennem.
Læs mere
Fold sammen

Lars Løkke Rasmussen må gå af som landets statsminister.

Så kontant melder SFs formand Pia Olsen Dyhr nu ud, hvis Lars Løkke Rasmussen - som der står i dagens Berlingske - spillede en særdeles aktiv rolle i at få presset den stærkt omdiskuterede landbrugspakke igennem og over et halvt år personligt lagde pres på den daværende miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, for at få gennemtrumfet loven.

Løkke holdt sammen med statsministeriets departementschef personligt flere møder om landbrugspakken med Miljø- og Fødevareministeriets centrale embedsmænd, der tidligere har fortalt, hvordan de var under et usædvanligt pres for at levere bestemte resultater til regeringen.

»Der er fremlagt vildledende oplysninger til Folketinget af Eva Kjer Hansen, og hvis det ikke er Eva Kjer Hansen, men faktisk statsministeren, der står bag, så er det her et langt større politisk problem, og så må statsministeren gå af,« siger SFs formand Pia Olsen Dyhr, der »har ligeså lidt tillid til Lars Løkke Rasmussen som Eva Kjer Hansen«, hvis dagens historie i Berlingske, der bygger på anonyme kilder, står til troende.

»Statsministeren må forklare sig nu,« siger Pia Olsen Dyhr.

Løkke skal i samråd

Også Enhedslisten har svært ved at se, at Folketinget fortsat kan have tillid til Lars Løkke Rasmussen og har nu kaldt statsministeren i samråd om hans rolle i landbrugspakken efter dagens historie i Berlingske.

Det er især måden, man beregnede og præsenterede udledningen af kvælstof de første fire år efter den nye landbrugspakke er indført, som partierne mener, Eva Kjer Hansen vildledte Folketinget om. Og hvis tilblivelse Lars Løkke Rasmussen nu er draget ind i.

Socialdemokraterne kalder Løkkes rolle i spillet om landbrugspakken for »meget, meget alvorligt«, og sår tvivl om partiets tillid til statsministeren.

»Hvor mange skeletter skal der vælte ud af det skab, før den her sag slutter? Jeg er ikke en mand, der drager forhastede konklusioner, men vi må nu se, hvad samrådet og de næste dage bringer,« siger han.

»Det minder jo om bøllemetoder, at man presser embedsfolk, som ikke har lyst til at gøre noget, de godt kan se er forkert. Og hvis statsministeren har ført an og opmuntret regeringen i tilsidesættelsen af nogle meget klare advarsler fra embedsmændene mod at gennemføre 16-punktsplanen, så er det meget alvorligt,« siger Simon Kollerup.

R: Endnu et slag mod Løkkes troværdighed

De Radikales miljøordfører, Ida Auken, mener, det er »dybt problematisk, at det har været helt oppe hos statsministeren, at man har sminket tallene for at få virkeligheden til at se bedre ud«.

»Det er mindst ligeså alvorligt for en statsminister som for en fagminister at give forkerte oplysninger og sminke tal. Så hvis statsministeren har været vidende om, at man har lagt tal sammen for at få landbrugspakken til at se bedre ud - og måske endda har været drivende bag det ønske om at få virkeligheden til at se bedre ud - så er det jo endnu et slag mod hans troværdighed,« siger Ida Auken.

Hun understreger, at Lars Løkke Rasmussen skal have lov at forklare sig og fortælle, hvad han vidste hvornår, inden hun drager nogen konklusioner.

»Men jeg mener klart, at den måde, regeringen håndterer magten på, gør, at den ikke er værdig til at have regeringsmagten,« siger Ida Auken.

Alternativets landbrugsordfører Christian Poll vil ikke forholde sig til, om partiet har mistet tilliden til statsministeren.

»For Alternativet er det vigtigste, at regeringen ændrer sin politik og vedtager forslag, der gør en forskel for naturen og miljøet. Eva Kjers afgang ændrede ikke regeringens politik, og det er det, vi vil bruge vores kræfter på at arbejde for,« skriver han i en sms.