Pia Christmas står klar hvis Ørum smutter

Løsgængeren Pia Christmas-Møller stiller sig til rådighed for at hjælpe regeringen med 2020-planen, hvis Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen falder fra.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Igen i dag er der drama om det spinkle flertal bag regeringens 2020-plan.

Mens kristendemokraten Per Ørum Jørgensen truer med at forlade forhandlingerne i arrigskab over negative reaktioner mod ham fra Venstres bagland, tilbyder løsgængeren Pia Christmas-Møller sin assistance til at få de sidste knaster på plads i forlængelse af 2020-forhandlingerne.

- Jeg kommer, når en minister kalder og der er ting på bordet. Jeg har jo meldt positivt tilbage på 2020-udspillet, siger Pia Christmas-Møller.

Allerede da regeringen lancerede 2020-udspillet i april tilkendegav Pia Christmas-Møller, der er tidligere politisk ordfører for de Konservative, at hun bakkede 2020-planen op. Regeringen har dog ikke benyttet hende i forhandlingerne og hun har ikke selv presset på for at komme med i forhandlingerne. Men regeringstoppen har omvendt kvitteret for hendes positive tilkendegivelse.

Siden forhandlingerne gik i gang, er der ikke dukket noget op i de efterfølgende forhandlinger, som skræmmer hende fra at bakke op.

- Jeg har sagt, at der ikke er nogle store forhindringer i det udspil for at jeg kunne se positivt på det. Og det står jeg ved. Det, de har justeret på, har ikke ændret på den grundtegning, siger Pia Christmas-Møller.

Per Ørum Jørgensen har her til formiddag reageret voldsomt på en udtalelse fra blandt andre Hernings Venstre-borgmester Lars Krarup, der i dagens udgave af Politiken kalder det 'pinagtigt', at Ørum Jørgensen 'på den måde trækker folk igennem hele følelsesregisteret på en sag, som for længst er afgjort.'

Sagen drejer sig om, at Ørum ønsker tre ekstra akutfunktioner og fødeafdelinger ved hospitalerne i Svendborg, Holstebro og Næstved. På den måde risikerer et følsomt politisk kompromis at blive revet op ved roden, mener borgmesteren:

- Det klæder ikke vores demokrati, og jeg synes, det er beskæmmende. Man må kunne stole på de beslutninger, der bliver taget i regionerne og lokalt, udtaler Krarup i Politiken.

Det har gjort Ørum så rasende, at han ifølge politiken.dk beder om noget, der minder om en undskyldning fra regeringen inden forhandlingerne fortsætter.

- Jeg har ikke tænkt mig at møde op, før jeg har fået et tilsagn om, at der er styr på Venstres bagland, siger Ørum Jørgensen til politiken.dk.

Uanset om det bliver Ørum Jørgensen eller Christmas-Møller, der skal lempe flertallet på plads, er det yderst tvivlsomt, om de i virkelighedens verden vil kunne stemme for lovændringer i det kommende folketing. Ingen af de to står nemlig til at komme i Folketinget efter næste valg.

 De har i øvrigt begge forladt den konservative folketingsgruppe i indeværende valgperiode.