Pia Christmas blev tilbudt EU-parlamentet

Pia Christmas-Møller fik, inden hun valgte at forlade De Konservative, tilbudt at blive partiets spidskandidat til EU-parlamentet. Hun takkede nej.

Inden Pia Christmas-Møller tirsdag aften meddelte, at hun forlader både folketingsgruppen og partiet i det hele taget, havde hun lidt personligt nederlag.

Efter valget mistede hun den prestigefyldte post som politisk ordfører.

Berlingske.dk erfarer nu, at hun som plaster på såret efterfølgende af partiledelsen fik tilbudt at blive partiets spidskandidat ved det næste EU-parlamentsvalg. Men skaden var sket, og Pia Christmas takkede nej.

I stedet valgte hun tirsdag at smække med døren. I en pressemeddelelse giver hun partiledelsen skyld for "berøringsangst for en konstruktiv debat".

Onsdag formiddag samles den konservative folketingsgruppe, og herefter ventes Bendt Bendtsen at kommentere Pia Christmas-Møllers valg.