Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, taler nu for første gang med pressen, efter at Berlingske torsdag aften kunne offentliggøre en hidtil ukendt lydfil, der sår tvivl om hans forklaring i sagen mod DF-næstformand Morten Messerschmidt.
Men trods adskillige spørgsmål er det umuligt at få et klart svar fra den normalt så beredvilligt svarende DF-toppolitiker.
Skaarup fastslår således flere gange, at han kun vil udtale sig i retten, men han gør det dog klart, at han fastholder sin hidtidige forklaring i sagen.
Da Messerschmidt for to uger siden blev dømt skyldig i svig med EU-midler og dokumentfalskneri, lagde Retten i Lyngby særlig vægt på netop vidneudsagnet fra Peter Skaarup, der hævdede, at der ikke fandt en EU-konference sted på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015.
Lydoptagelsen afslører nu, at der tilsyneladende blev afviklet et EU-seminar arrangeret af det europæiske parti MELD, som Dansk Folkeparti dengang var medlem af, undervejs.
Peter Skaarup siger indledningsvist fredag ved middagstid, da Berlingske og flere andre medier møder ham ved Folketingssalen, at han er glad for, at lydfilen pludselig er dukket op forud for, at sagen skal behandles i landsretten, efter at Morten Messerschmidt ankede sin dom på seks måneders betinget fængsel.
»Jeg synes, det er godt, hvis der kommer flere oplysninger frem, som kan betyde, at man i landsretten har et materiale, der kan give et andet resultat end ved byretten,« siger gruppeformanden.
Det tre dage lange sommergruppemøde i Skagen har været centralt i retssagen, eftersom Morten Messerschmidt har påstået, at der undervejs blev afholdt en EU-konference arrangeret af MELD.
Adskillige DFere har i deres vidneforklaringer fastholdt, at en sådan konference ikke fandt sted, og mest direkte var Peter Skaarup, der i retten bekendtgjorde, at »jeg havde ikke en MELD-konference på tapetet de tre dage«.
På lydfilen, der er optaget på sommergruppemødets tredjedag – onsdag 5. august 2015 – kan man høre Morten Messerschmidt sige:
»Og som I vil vide: I går var vi jo til EU-seminar – ligesom vi var sidste år – organiseret af vores europæiske parti.«
Af optagelsen fremgår det, at Peter Skaarup er til stede, og at han i kraft af sin rolle som dirigent også bryder ind undervejs – dog ikke da Messerschmidt omtaler EU-seminaret.
Optagelsen rejser dermed spørgsmålet, hvorvidt Skaarup talte sandt i sin vidneforklaring.
Peter Skaarup, lydfilen strider imod det, du sagde i retten, hvor du affejede Morten Messerschmidts påstande om, at der skulle være fundet et EU-seminar sted. Hvad tænker du om det?
»Kun at jeg sikkert kommer til at svare landsretten på de spørgsmål. Jeg kommer ikke – ligesom ved byretten – til at tale og lave mediehistorier om, hvad jeg sagde der, og hvad jeg vil sige i landsretten. Det kommer ikke til at være anderledes,« siger han:
»Det mest rigtige, når der kører en retssag, er, at jeg og andre, der ved noget om det her, svarer på de her spørgsmål i retten. Det er positivt, at der kommer nye oplevelser frem, som gør, at man måske kan finde et andet resultat end ved byretten. Der er ingen tvivl om, at det her trækker i retning af at imødekomme nogle af de ting, der er sagt fra Mortens side.«
Mediehistorier
Synes du, det er mistænkeligt, at lydfilen først dukker op nu?
»Hverken eller. Jeg ser ikke noget mistænkeligt i den. Det er positivt, hvis der kommer sådan nogle ting frem, som gør, at vi måske kan få et andet resultat end i landsretten.«
Morten Messerschmidt refererer jo til et EU-seminar under et oplæg, hvor du er ordstyrer i debatten. I lydfilen hører du altså tilsyneladende, at der har fundet en EU-debat eller -konference sted, og i retten siger du, at det har der ikke?
»Hvis landsretten kalder mig ind, møder jeg op og fortæller, hvad jeg ved om sagen.«
Kan du forstå, hvis nogle mener, at det her ser bemærkelsesværdigt ud?
»Der kan laves mediehistorier, og der kan stilles en masse spørgsmål til mig og andre i den her sag. Men igen: Når der kører en retssag, er det vores opgave at forholde os til, hvad retten spørger os til.«
Du erindrer stadig ikke, at der blev talt om EU under sommergruppemødet i 2015?
»Jeg stiller op, hvis og når landsretten spørger mig.«
Frikender lydfilen Morten Messerschmidt?
»Jeg medvirker, hvis landsretten kalder på mig. Jeg kan ikke kommentere sagen som sådan, men jeg kan glæde mig over, hvis der kommer oplysninger frem, som kan give et andet resultat.«
Hvad var din første tanke, da du hørte filen?
»Det bliver ved landsretten, at jeg kommer til at fortælle noget.«
Hvordan kan du sige i retten, at du ikke havde et MELD-arrangement på tapetet, når du sad sammen med Morten Messerschmidt på sommergruppemødet, hvor han fortalte om, at der havde været et MELD-arrangement på tapetet?
»Jeg stillede mig til rådighed for retten, fordi de kaldte på mig, og det vil jeg gøre igen i landsretten. Og så vil jeg bare synes, at det er godt, hvis der kommer oplysninger frem, som trækker i retning af et andet resultat i landsretten – det vil jo være godt.«
»Nej, jeg tøver ikke«
Når du har hørt lydfilen, hvordan synes du så, din forklaring i byretten ser ud?
»Jamen, der kan jo være alle mulige vurderinger af de ting, der er foregået hos retten, og det kan der laves en helt masse historier ud af. Det afgørende i sådan nogle sager – ligegyldigt om det handler om det politiske eller det økonomiske, eller hvor det er henne i verden – det er, hvad der bliver sagt i retten. Og det er dér, jeg vil sige nogle ting, hvis jeg bliver spurgt i landsretten,« siger Peter Skaarup:
»Og så kan jeg bare konstatere sådan set med partikasketten på, at det er virkelig positivt, hvis der kommer nogle ting frem i det mellemliggende forløb, inden landsretten skal tale, som trækker i retning af, at vi får et bedre resultat i Mortens sag ved landsretten. Det er jo det, vi alle sammen ønsker.«
Fastholder du din forklaring i byretten?
»Som sagt: Jeg sagde det, jeg gjorde i byretten, og jeg siger det, jeg gør i landsretten, og imellem det kommenterer jeg ikke på sagen. Sådan er det.«
Når du får spørgsmålet, om du står ved det, du sagde i byretten, tøver du. Det er vel svært at tage som andet end et udtryk for, at du ikke er helt sikker på, at det ikke nødvendigvis var helt sådan?
»Nej, jeg tøver ikke. Jeg står selvfølgelig ved det, jeg sagde i byretten, og det kommer jeg også til at gøre i forhold til det, jeg siger i landsretten. Men jeg siger bare, at det er jo en retssag. Og fra det øjeblik man går i gang med en retssag, må man også acceptere, at så skal de forklaringer, man kommer med, falder over for retten, og det kommer jeg til at gøre over for landsretten. Og jeg håber bare på så, at vi får et bedre resultat ved landsretten.«
Var der en EU-konference, som Morten Messerschmidt siger på lydfilen, hvor du er til stede?
»Jamen igen, det har jeg jo sagt flere gange nu her, men jeg kan sagtens sige det igen: De spørgsmål, vi får hos retten, og vi fik i byretten, dem svarer vi på beredvilligt. Det gør jeg i hvert fald, og det vil jeg også gøre over for landsretten. Men at gå ind i detaljer om det ene eller det andet, kommer jeg simpelthen ikke til i forhold til de mediehistorier, der er nu.«
Men nu er det mig, der spørger, det er ikke retten. Jeg spørger dig, om der var et EU-seminar på det sommergruppemøde?
»Så siger jeg, at de ting, der foregår omkring det her sommergruppemøde, det kører der en retssag om. Og der er det rimeligt over for retten, at vi stiller os til rådighed – selvfølgelig gør vi det – men at det er over for retten, og at vi ikke medvirker i alle mulige mediehistorier.«
Men du står stadig fast på din forklaring i byretten?
»Selvfølgelig gør jeg det.«
Og der siger du jo, at der ikke var en MELD-konference på tapetet?
»Jeg står fast ved min forklaring i byretten – det er klart, der skal man sige sandheden, og det gør man over for retten, og det gør jeg. Men så er der en landsret, og der kommer jo til at foregå noget der, hvor jeg sikkert vil blive indkaldt, og så svarer jeg på de spørgsmål, der er, og så svarer jeg sandfærdigt på det. Sådan er det.«