Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Marie Krarup, har valgt ikke at stille op til næste folketingsvalg. I et Facebook-opslag skriver hun, at hun er »dybt skuffet« over, at partiet vil stemme for et forbud mod rituelle drengeomskæringer.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, ærgrer sig over, at Marie Krarup har valgt ikke at genopstille. For ifølge Peter Skaarup har Marie Krarup været en vigtig del af den succes, som partiet har haft.
»Marie Krarup er en vigtig del af Dansk Folkeparti. Derfor skal hun også vide, at døren står åben, hvis hun skulle komme på andre tanker,« siger han.
Peter Skaarup er dog også bevidst om, at spørgsmålet om et forbud mod rituelle drengeomskæringer er prekært.
Et svært emne
»Vi har som parti måttet træffe en beslutning om, hvor vi står i dét spørgsmål. Det har vi gjort, fordi vi ikke har kunnet vente længere,« siger han og påpeger, at mange af de andre partier endnu ikke har truffet en beslutning om, hvor de står i spørgsmålet om rituelle drengeomskæringer.
For ti år siden havde man også debatten om rituelle drengeomskæringer. Dengang var I ikke for et forbud. Hvad har ændret sig?

»Vi har fået mere viden om, hvad der foregår. Vi har konstateret, at der har været nogle eksempler, hvor det er gået hårdt ud over børnene. Samfundet har udviklet sig, og vi vil ikke finde os i, at børn skal lide overlast. Det må være noget, man tager stilling til, når man bliver 18 år,« siger Peter Skaarup og påpeger, at Marie Krarup sammen med Morten Messerschmidt og Søren Espersen har fået mulighed for at indtage deres eget standpunkt.
»Det er en naturlig konflikt, som man også kommer til at se i de andre partier. Jeg tror også, at de kommer til at fritstille nogle af deres medlemmer,« siger Peter Skaarup.
Hvad tænker du om timingen i Marie Krarups beslutning? I er jo pressede i meningsmålingerne?
»Mere dramatisk er det heller ikke. Hvis man som folketingsmedlem ikke vil stille op igen, skal man selvfølgelig give udtryk for det. Hvis hun alligevel skulle bestemme sig for at prøve igen, så står døren åben. Marie Krarup har arbejdet med flere vigtige emner og har mange vigtige ordførerposter.«
Men er det ikke noget rod at fritstille folketingsmedlemmer til at stemme, som de vil? Det er jo ikke noget, I traditionelt plejer?
»Det er en helt særlig situation, fordi der er tale om et dybt etisk emne.«
På Twitter skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at han er ked af, at Marie Krarup har valgt at stoppe ved næste folketingsvalg.




