Peter Hummelgaard på Facebook: Jeg skammer mig ikke

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har skrevet en lang besked på Facebook. Budskabet er, at han ikke skammer sig. Han er stolt.

Peter Hummelgaard har skrevet et Facebook-opslag, hvor han forsøger at sætte punktum for 3F-sagen fra Københavns Lufthavn, som hans fortid uforsætligt har trukket ham ind i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tager nu til genmæle over for medier og politiske modstandere, der i løbet af den forgangne uge har forholdt sig kritisk til hans fortid i 3F og forbindelse til Kastrup-afdelingen af samme fagforening.

Medlemmer fra 3F Kastrup intimiderede en kollega, der var medlem af en anden fagforening, hvilket fremgår af en lydfil med trusler mod en ansat i SAS. Ledelsen hævdede over for branchemediet Check-In, at den ikke var orienteret om sagen, men organisationens top har i virkeligheden haft kendskab til sagen i ugevis.

Ministeren tog straks afstand, hvilket han nu gør endnu en gang på sin Facebook-profil. Samtidig erklærer han sig stolt af sine rødder og sit bagland:

»Jeg skammer mig ikke over min baggrund,« skriver han efterfulgt af en emoji, der forestiller en rose, som er Socialdemokratiets symbol.

Peter Hummelgaard (S) ønsker ikke at tage afstand fra sin arbejderbaggrund. Han er stolt over sin baggrund, som han fortæller var og er udgangspunktet for hans politiske engagement.

Han beskriver også endnu engang sin økonomiske relation til 3F i opslaget:

»Ved valgkampen i 2019 støttede 3F Kastrup mig ved at lægge lokaler til en sangaften med Poul Nyrup og de sørgede for at der var grillpølser, sodavand og øl til de fremmødte. I valgkampen i 2015 modtog jeg 12000 kr i støtte, hvilket jeg også har fortalt offentligt om tidligere. Pengene blev brugt til annoncer i Amager Bladet og til tryk af materiale,« skriver han.

Men det er ikke en støtte, ministeren fortryder at have taget imod – på nogen måde. Han er stolt af den og ønsker ikke at løbe fra, hvad han kommer af:

»Jeg står ved, hvem jeg er, og jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra. Jeg kæmper især for dem og de mange andre med korte uddannelser, lave lønninger og hårde nedslidende job. De skal have muligheder for at forme deres eget liv. Deres børn skal kunne udleve deres drømme,« slutter han.