»Personligt kunne jeg i hvert fald godt betale lidt mere«

Indtægter fra parkeringsbilletter går i dag til kommunerne, men i fremtiden kan 70 procent tilfalde statskassen. Det går ud over byggeriet af parkeringspladser, siger Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem og viceborgmester på Frederiksberg. Berlingske har besøgt området ved den p-kælder, kommunen er i gang med at bygge for parkeringsindtægter.

Foto: Foto: Linda Kastrup. Bodil Engler (tv), Torben Olsen (m) og Sara Ipsen (th). Foto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Dronen summer rundt oppe i første sals højde. Først cirkulerer den over hele byggepladsen, så kredser den rundt om kranen. Lyden af de snurrende propeller er ikke decideret enerverende, men dog lidt monoton. Selv om solen skinner fra en skyfri himmel og termometeret er ved at sprænges, lukker én af byggepladsens naboer sit vindue.

Vi befinder os ved Langelands Plads på Frederiksberg. Der er et par hundrede meter hen til Frederiksberg Hospital og lige så langt til Copenhagen Business School. I dag er det dog byggerodet, der har ført os til pladsen. Inde bag det grønne hegn er en større udgravning i gang. Man er ved at bygge en parkeringskælder i tre etager, der skal kunne rumme 200 biler.

Det er den p-kælder Jan E. Jørgensen - viceborgmester i Frederiksberg Kommune og folketingsmedlem for Venstre - taler om, når han siger, at man mister muligheden for at lave nye parkeringsprojekter, hvis 70 procent af indtægterne fra parkeringsbilletter og -bøder skal gå til staten, sådan som regeringen har foreslået det.

»Vi mister muligheden for at bruge parkeringspenge på den slags fremover. Det kommer til at koste os over 130 millioner kroner. Det synes vi ikke er særligt rimeligt,« forklarede Jan E. Jørgensen til Berlingske, om finansieringen af fremtidige p-anlæg, som ikke kan ske med penge fra parkeringsbilletter og afgifter. Han mener ikke, at regeringens forslag vil føre til færre p-bøder, men derimod til, at kommunerne hæver prisen for at parkere, så de stadig får de samme indtægter, selv om de skal sende en større andel af indtægterne i statens pengekasse.

Ærgerligt, hvis det bliver dyrere

Mens der bliver arbejdet inde på byggepladsen, parkerer Sara Ipsen sin bil på en af de tilstødende veje. Hun bor i området og glæder sig til, p-kælderen er færdig. Efter planen skal den stå klar i 2019. Først siger hun, at det ikke vil være så rart, hvis prisen på parkering bliver hævet. Men omvendt ville det ikke være nogen katastrofe, mener hun:

»Når man bor på Frederiksberg, er parkeringslicensen ret billig. Personligt kunne jeg i hvert fald godt betale lidt mere,« forklarer hun.

Ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, står Frederiksberg til at miste 5,6 mio. kroner årligt, hvis regeringens forslag stemmes igennem. For Københavns Kommune drejer det sig om cirka en kvart milliard. Enten skal man finde de penge findes et andet sted, ellers skal man spare på noget, hvis staten skal have 70 procent af indtægterne, siger Jan E. Jørgensen.

»Jeg synes godt nok, at det ville være ærgerligt, hvis det blev dyrere at parkere,« siger Bodil Engler hen over styret på sin cykel.

Hun har bil, men bor ikke så langt væk, og har derfor valgt at tage cyklen på arbejde. Hun er egentlig ligeglad med p-kælderen, men kan godt se, at den bliver god for dem, der bor lige ved siden af. En lignende besked kommer fra Torben Olsen, der bor på Amager, men i dag er cyklet til Langelands Plads i hjertet af Frederiksberg. Hans bil er hos mekanikeren, fortæller han. Men selv hvis den ikke var, havde han nok alligevel taget cyklen:

»Og hvis vejret havde været dårligt, så havde jeg nok taget metroen. Det er lidt besværligt at køre hertil. Det største problem er at finde et sted at holde.«