Pernille Rosenkrantz-Theil er tilbage

Den tidligere stemmesluger for Enhedslistens er tilbage på Christiansborg - nu som socialdemokrat.

Socialdemokraterne får kam til deres hår med deres nyvalgte folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil. Den 34-årige har en fortid som Enhedslistens suveræne stemmesluger og var partiets "Robin Hood-ordfører" efter valget i 2001.

I april 2008 forlod Pernille Rosenkrantz-Theil Enhedslisten, fordi partiet var i splid om at opstille muslimske Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat. I december 2008 sprang hun ud som socialdemokrat, selv om hun er uenig med partiet på flere områder.

Som folketingsmedlem blev hun kritiseret, fordi hun i 2003 nægtede at tage afstand fra de aktivister, som på Christiansborg kastede rød maling mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i protest mod Irak-krigen.

Derfor gik Enhedslistens folketingsmedlemmer Søren Søndergaard og Line Barfod straks kraftigt i rette med hende af frygt for partiets omdømme.

Hun blev første gang valgt til Folketinget i 2001 og sad indtil 13. november 2007. Efter valget i 2005 tog hun orlov fra Folketinget på grund af stress og arbejdede et år som lærer på Krogerup Højskole i Nordsjælland.

Pernille Rosenkrantz-Theil blev i 1995 student fra Vestre Borgerdyd Gymnasium. I 1998 begyndte hun at studere statskundskab ved Københavns Universitet og læste i 1999 ved University of London.

Hun var fra 1996 til 1999 vejleder ved Det Frie Gymnasium og fra 1998 til 1999 kampagneleder for Operation Dagsværk. I 2001 arbejdede hun for Folkekirkens Nødhjælp og var i 2008 kommunikationskonsulent for forbundet FOA.

Rosenkrantz-Theil kom i 1996 i Enhedslistens hovedbestyrelse. I gymnasiet sad hun fra 1992 til 1995 i bestyrelsen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. I 1994 blev hun dømt efter straffeloven for at kaste levende dværghøns ned i folketingssalen fra tilhørerlogen.

/ritzau/