Per Ørum stifter nyt parti

Den tidligere formand for Kristendemokraterne er tilbage med et nyt parti. »Det Demokratiske Parti 2012« skal i Folketinget, lyder ambitionen.

Foto: Johan Gadegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Per Ørum er atter tilbage på den politiske scene. For under en måned siden meddelte den 41-årige Ørum, at han ikke længere ville være formand for partiet Kristendemokraterne, og dermed vendte han dansk politik ryggen.

Men det var kun midlertidigt, viser det sig. For nu er den tidligere kristendemokrat tilbage med et nyt parti.

Navnet på det nystartede parti er »Det Demokratiske parti 2012«, oplyser Per Ørum i en pressemeddelelse.

- Der er en verden til forskel, på den virkelighed borgerne oplever, og den virkelighed som politikerne på Christiansborg oplever. Danmark har brug for et parti, der bringer de to verdener sammen. Et parti som ser virkeligheden i øjnene, udtaler Ørum i meddelelsen.

Her fremgår det, at Det Demokratiske Parti 2012s mærkesager blandt andet vil være at kæmpe for borgere med »psykiske problemer, misbrug eller stress«, ligesom man vil hjælpe de borgere, der »kæmper med fattigdom«.

- Hvis vi skal være stolte over vores land igen, må vi prioritere borgernes livskvalitet i højere grad end det sker i dag, forklarer han.

Målet for det nye parti er at komme tilbage på Christiansborg, uddyber han over for dr,dk.

- Målsætningen er at komme i Folketinget. Det må tage den tid, det tager. Det ville være nemmere for mig at gå ind i de etablerede partier, det er der slet ikke tvivl om. Men jeg skal have mig selv med i det, siger Per Ørum.

Per Ørum trak sig i begyndelsen af september efter et møde i Kristendemokraternes vestjyske storkreds, hvor der ikke var flertal for at genindstille Ørum til formandskandidat. Det tog han konsekvensen af, forklarede han dengang.

- Min nøgterne analyse er, at med den nuværende situation i Kristendemokraterne tror jeg ikke, at tiden er inde til store, personlige opgør eller formandsvalg for den sags skyld, og derfor har jeg af hensyn til partiet valgt at trække mig som formand og forlade Kristendemokraterne i dag, sagde den afgående formand til Berlingske Nyhedsbureau.

I første omgang er partiet stiftet for at kunne stille op til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i 2013, forklarer Per Ørum til dr.dk.

- Jeg er glad for København og har været der i syv år. Målet er, at vi skal være et landsdækkende parti, siger Per Ørum om Det Demokratiske Parti 2012, der politisk skal have udgangspunkt lidt til højre for midten.

- Vi er et centrumhøjre parti og vil være en del af en blå blok. Alle er optaget af reformer og nedskæringer, men den største udfordring er de danskere, der er ramt af fattigdom, misbrugsproblemer, stress og psykiske lidelser. Vi har vores berettigelse i at have et helt klart fokus på det medmenneskelige, siger Per Ørum.

Per Ørum blev valgt til formand for Kristendemokraterne i oktober 2011. Han begyndte oprindeligt sin Borgen-karriere hos Det Konservative Folkeparti, som han forlod i maj 2010.

Ørum har mandag sendt en ansøgning til Valgnævnet om godkendelse af partinavnet »Det Demokratiske Parti 2012«.