Partiledere vil droppe mudderkast

Personsager og partikriser har sat den politiske debat under pres. Det erkender flere partiledere, der oven på en politisk sæson præget af ministerfald og regeringsexit vil have mindre mudderkast på Christiansborg.

Sekunderet af politisk ordfører Inger Støjberg sendte de seneste ugers mest omtalte MFer, Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, i går ivrige signaler til venstre side af folketingssalen om at få humøret i vejret. Under afslutningsdebatten i går manede Løkke til selvransagelse i Folketinget, så alle – inklusive Venstre selv – tager sig selv i pr. automatik at kritisere alt fra deres politiske modstandere. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

På ryggen af et politisk år med personsager på stribe, spontane ministerrokader og et sjældent regeringsexit forløb gårsdagens afslutningsdebat anderledes normalt.

Det blev en politisk holmgang indhyllet i indøvede talelinjer om for og imod nulvækst, skattelettelser og EU-forbehold tilsat en smule valgkampsretorik. En tone og debatform der på tværs af partiskel kan sættes på samme formel, og som i højere grad handler om at udpege modstanderens skønhedsfejl frem for egne løsninger.

Blandt partilederne på Christiansborg er holdningen da også den samme: Den politiske debat drukner i alt for høj grad i mudderkast – i medierne, i folketingssalen og i almindelighed. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, indrømmer, at han og Venstre bærer en del af ansvaret:

»Vi bliver som politikere nødt til at ramme et højere ærlighedsniveau, hvor vi, der er i rollen som opposition, ikke bliver ved med at slå hårdt på, at nu er alting skidt. Og den anden vej rundt, hvor den til enhver tid siddende regering siger, at de har styr på det hele,« siger Lars Løkke Rasmussen.

»Der har været mange svære sager i dette folketingsår. Der har været to ministre, der måtte gå af. Der er et parti, der har forladt regeringen, og jeg har selv haft mit eget at se til over to omgange. Det, må man jo sige, har præget den politiske debat og forståelsen af, hvad politik er for en størrelse. Jeg tror, at folk er trætte af det,« sagde Løkke.

SF vil huske nuancerne

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, er enig i Løkkes diagnose. Hun erkender, at SF selv bidrog aktivt til at opildne debatten under den såkaldte GGGI-sag om Lars Løkke Rasmussens rejser på 1. klasse, men understreger, at SF med hende som partileder fremover vil blande sig uden om personsager i fremtiden.

»Det har været et voldsomt dramatisk år i dansk politik. Og det har præget den politiske debat, der er blevet meget firkantet og sort-hvid i stedet for at fremhæve de nuancer, der er i politik. Nogle gange har man følt, at det bare handler om at udstille hinanden. Det er noget, vi som politikere i højere grad skal bevæge os væk fra,« siger Pia Olsen Dyhr.Som politiker er det vel jeres ansvar at ændre på tingene?

»Ja, og jeg tror, at vi først og fremmest skal tillade tvivlens nådegave. Og hvis vi skal gøre politik mere ærligt og mindre teater, skal vi erkende, at man på grund af skiftende omstændigheder godt kan ændre holdning,« siger Pia Olsen Dyhr, som advarer om, at danskerne risikerer at vende den politiske debat ryggen, hvis tonen ikke ændres.

En advarsel som Lars Løkke mener, at partiledere og andre folketingspolitikere skal tage »meget alvorligt«.

»Danskerne ved godt, at det går bedre, end det gjorde for et par år siden. Derfor er der ingen grund til at slås om det,« siger Venstre-formanden.

Spørgsmålstegn ved spørgetimen

Det er ikke mere end et år siden, at Folketingets formand, Mogens Lykketoft, annoncerede en ny debatform i Folketinget: den såkaldte partilederdebat, der også omtales som tirsdagsspørgetime med statsministeren.

Debatten skulle tiltrække offentlighedens interesse, men spørger man formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er det projekt ikke lykkedes: »Der er altid en fare i politik for, at man i stedet for at svare på de spørgsmål, man nu får, fortæller, hvorfor det, de andre vil, er noget skidt. Det kan vi alle forfalde til, og det skal jo ikke være forbudt. Det er også en del af en levende debat, men man skal bare huske proportionerne i det,« siger Kristian Thulesen Dahl.Men hvis ansvar er det at sikre en ordentlig debatform?

»Ansvaret ligger hos partilederne og Helle Thorning-Schmidt. Mogens Lykketoft opfordrede til, at vi slog gækken løs, og man må jo bare sige, at hvis der var nogen, der forsøgte det i starten, er det kun blevet mindre og mindre siden. Vi har en times formel debat, men jeg tror ikke, at det vækker synderligt stor interesse hos danskerne,« siger Kristian Thulesen-Dahl.

I den anden side af folketingssalen stemmer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i:

»Man kunne vel altid ønske sig mere politisk indhold og mindre fnidder og drilleri. Du kan helt sikkert også finde eksempler på mudderkastning fra vores side. Men jeg synes, at vi gør os meget umage med at holde fast i den politiske essens,« siger hun.