Partileder giver sjældent indblik i bunkevis af trusler og hadebeskeder sendt direkte til ham: »Ser jeg dig, slår jeg dig ihjel, dit udanske møgsvin«

I årevis har folketingsmedlem og formand for partiet Frie Grønne Sikandar Siddique modtaget hadefulde og racistiske beskeder. Han har nu givet Berlingske indblik i en lang række af de beskeder, han gennem den seneste tid har fået tilsendt. Flere af dem indeholder direkte trusler.

Klokken havde passeret 22 en onsdag aften i midten af august, da en e-mail tikkede ind hos folketingsmedlemmet Sikandar Siddique, som tidligere på året havde forladt Alternativet sammen med blandt andre partistifter Uffe Elbæk.

Afsenderen var en mand ved navn Tom Kristensen, og selv om emnefeltet på e-mailen indeholdt både tilfældige versaler og manglede sammensatte navneord, var foragten ikke til at tage fejl af.