Partileder efter ny tvivl i minksag: »Jeg har ikke længere tillid til, at Mette Frederiksen eller Mogens Jensen taler sandt«

Liberal Alliances leder har mistet tilliden, efter at dokumenter sår ny tvivl om fødevareminister Mogens Jensens forklaring om ulovlig ordre. Alex Vanopslagh vil have såvel statsministerens som fødevareministerens rolle i sagen belyst i en uvildig undersøgelse.

»Vi ved ikke, hvornår den her regerings ministre taler sandt,« siger Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh, efter at dokumenter har sået fornyet tvivl om regeringens forklaring i minksagen. LA-lederen kræver en uvildig undersøgelse af forløbet. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Mistilliden til statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) har nået et nyt niveau for Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh.

Det sker, efter at Berlingske har kunnet fortælle, at flere dokumenter nu sår tvivl om Mogens Jensens forklaring om, at han ikke kendte til, at regeringens ordre om at slå mink ihjel på farme uden for de såkaldte risikozoner var ulovlig.