Partier ser på konsulentforbrug i finanslovsforhandlinger

Under finanslovsforhandlinger ser partierne på, hvordan man kan spare på statens brug af konsulenter.

»Vi står med en konkret udfordring fra 2020 og frem, for den tidligere regering finansierede jo delvist aftalen om seniorpensionen med besparelser på statens konsulenter,« siger finansministeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

I finanslovsforhandlingerne, som spidser til i disse dage, er regeringen med sine støttepartier og Alternativet ved at se på, hvordan staten kan nedbringe brugen af konsulenter. Pengene skal i stedet bruges på velfærd.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S), som tirsdag morgen er i samråd om netop de bebudede besparelser på brugen af konsulenter i den offentlige sektor.

Socialdemokratiet meddelte under valgkampen i partiets økonomiske 2025-plan, at man ville skære tre milliarder kroner i det offentliges brug af konsulenter.

Det var dog ikke en del af regeringens finanslovsforslag, hvilket har undret oppositionen.

»Vi arbejder målrettet efter, at vi kan nedbringe forbruget og er i fuld gang med arbejdet, fordi vi tror, at vi kan bruge pengene bedre, end vi gør i dag.«

»Vi står med en konkret udfordring fra 2020 og frem, for den tidligere regering finansierede jo delvist aftalen om seniorpensionen med besparelser på statens konsulenter.«

»Derudover ser vi i øvrigt i finanslovsforhandlingerne på, om vi kan tage skridt i forhold til konsulentforbruget,« siger finansministeren.

Staten, kommunerne og regionerne bruger årligt 11 milliarder kroner på konsulentydelser.

Finansministeren kommer på samrådet ikke ind på, hvor mange penge, man forventer at kunne spare i forbindelse med finansloven for 2020. Det er dog ikke lykkes at finde besparelser på tre milliarder.

»Det er for tidligt at sige endnu, hvad resultatet bliver. Jeg er sikker på, at de tilstedeværende partier har forståelse for, at finanslovsforhandlingerne foregår i Finansministeriet,« siger Nicolai Wammen.

SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, fortæller ligeledes, at besparelser på konsulenter er en del af finanslovsforhandlingerne.

Med til forhandlingsbordet har SF bragt et forslag om at skære konsulentforbruget med 700 millioner kroner, flytte 200 millioner kroner tilbage til ministerierne for at styrke kompetencer, og bruge 500 millioner kroner på finansiering af velfærd.

»Vi arbejder virkelig for, at vi kan se besparelser på i hvert fald en halv milliard allerede næste år og stigende de næste år,« siger hun.

Samrådet er indkaldt af Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

»Vi har ikke noget problem med at spare på konsulenter. Men vi vil bare gerne vide, om regeringen har tænkt sig at levere på løftet om at finde tre milliarder kroner.«

»Vi har lært i dag, at det bare et stort blufnummer. Ren kynisme for at få regeringsmagten. Der er ingen plan for hverken kommuner, regioner eller staten,« siger Troels Lund Poulsen.

Finansminister Nicolai Wammen fortæller, at han tror på, at en besparelse på konsulenter bliver en del af finansloven.

»Det er mit klare mål. Og jeg er meget optimistisk omkring, at vi også her får en god finanslov,« siger Nicolai Wammen.

/ritzau/