Partier mødes med Heunicke klokken 15: Her er Epidemikommissionens anbefaling

Selvom seneste nyt om omikronvarianten i Danmark har fået myndighederne til tale om forsigtig optimisme, mener Epidemikommissionen ikke, at restriktionerne bør udfases før den 17. januar. Kommissionen anbefaling kommer på baggrund af nye vurderinger fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mødes mellem 15.00 og 16.30 med partierne. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er Epidemikommissionens vurdering, at det nuværende restriktionsniveau fortsat er både »nødvendigt« og »proportionalt« i forhold til den aktuelle coronasituation.

Det fremgår af en offentliggjort vurdering kort før, at Folketingets partier mødes med sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Det sker onsdag kl. 15.00.

»Formålet er at reducere kontakten i samfundet, for derved, sammen med revaccinationsindsatsen, at modvirke en hurtigere og kraftigere smittestigning og heraf følgende øget stigning i indlæggelser med risiko for overbelastning af sygehusvæsenet,« lyder det i vurderingen.

Vurderingen er lavet på baggrund af den nuværende status på pandemien, hvor smitten stiger, usikkerhed omkring de sundhedsmæssige konsekvenser af omikronvarianten, stigende indlæggelsestal og i øjeblikket »en grad« af overdødelighed i Danmark.

De nuværende restriktioner er sat til at gælde frem mod 16. januar, og det er altså den plan, Epidemikommissionen anbefaler at holde fast i.

»Epidemikommissionen vil frem mod udløbet af de gældende restriktioner d. 16. januar 2022 konkret vurdere det samlede restriktionsniveau, herunder mulighed for ikke at skulle videreføre de gældende restriktioner. Denne vurdering vil være baseret på en samlet helhedsvurdering, herunder udviklingen i indlæggelsestal særligt blandt ældre og sårbare,« skriver kommissionen.

Epidemikommissionens anbefaling kommer på baggrund af to nye statusrapporter fra henholdsvis Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

Der har de seneste dage været en debat om, hvorvidt det var på tide at udfase nogle af restriktionerne eller skifte strategi i pandemihåndteringen, blandt andet på grund af nye data fra SSI, der viser, at omikron er halvt så farlig som deltavarianten.

I takt med at flere og flere undersøgelser har vist, at omikronvarianten giver mildere sygdomsforløb trods voldsommere smitte, har flere partier meldt sig på banen for at lempe på nogle af restriktionerne.

»Det er, som om de glemmer, at der også er en pris ved at opretholde restriktionerne. Det koster på børn og unges indlæring og trivsel, det koster for erhvervslivet, og det koster på borgernes frihedsrettigheder,« sagde formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, til Berlingske tirsdag.

Også De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, har talt for lempelser i kulturlivet med eksempelvis genåbninger af museer, biografer og forlystelsesparker.

Omvendt har både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten de seneste dage meddelt, at de endnu synes, det er for tidligt at lempe på restriktionerne.