Partier kræver redegørelse om muligt snyd fra Thyra Frank

DF og S vil have Thyra Frank til at redegøre for arbejdspladsvurderinger i hendes tid som forstander.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet går sammen om at kræve en redegørelse fra ældreminister Thyra Frank (LA).

Det er Thyra Franks udtalelser om, at hun i sin tid som plejehjemsforstander kopierede lovpligtige arbejdspladsvurderinger - APV'er - fra et andet plejehjem, hun nu skal redegøre for.

Citaterne om de kopierede APV'er stammer fra Thyra Franks bog "Livsglæde og Stjernestunder", der blandt andet omhandler hendes tid som plejehjemsforstander på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg.

Kravet om en redegørelse stilles i en række udvalgsspørgsmål, som ældreordførerne Astrid Krag (S) og Jeppe Jakobsen (DF) torsdag stiller til ministeren.

Thyra Frank bliver bedt om at forholde sig til sine udtalelser om, at hun har skrevet af fra andre plejehjems APV'er, og om hun har kopieret andre lovpligtige dokumenter.

Torsdag er ældreministeren også kaldt i samråd af SF's Kirsten Normann Andersen om økonomien på plejehjemmet Lotte, og om der bør tilføres flere penge til ældreområdet generelt.

/ritzau/