Parti vil klemme sig ind til højre for DF

Det nationalkonservative parti Dansk Samling ser gode muligheder for at komme i Folketinget, fordi vælgerne efterlyser et parti til højre for Dansk Folkeparti.

Læs mere
Fold sammen

Danmark mangler et parti, der har et ufravigeligt krav om, at udlændingepolitikken bliver strammet op hele vejen rundt. Det mener formanden for det nationalkonservative parti Dansk Samling, der vil stille op til næste valg.

Morten Uhrskov Jensen, der udover at være formand for Dansk Samling også er historiker, debattør og forfatter, glæder sig over en ny måling lavet af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten. Her svarer 13 procent af danskerne nemlig, at de savner et nationalkonservativt parti til højre for Dansk folkeparti, der fører en strammere udlændingepolitik.

»Målingen er meget glædelig. Men jeg havde da også regnet med, at der var en vis del af danskerne, der var utilfredse - også med den udlændingepolitik, Dansk Folkeparti står for og siger, de vil føre,« siger Morten Uhrskov Jensen.

Han mener ikke, at Dansk Folkeparti i tiden som støtteparti for VK-regeringen adresserede det stigende antal ikke-vestlige indvandrere, der kom til Danmark også i 00erne.

»Dansk Folkeparti siger noget i retning af, at hvis bare man kan få tingenes tilstand tilbage til 2011, hvis man får magten igen efter næste valg - og det gør man jo nok - så er alt fryd og gammen. Det er ikke rigtigt. Især ser det ikke ud til, at Dansk Folkeparti vil gøre noget substantielt for at standse asyltilstrømningen. Hermed mener jeg ved at stille krav til en kommende regering. Jeg ved godt, de ikke har 90 mandater,« siger Morten Uhrskov Jensen.

Helt centralt i Dansk Samlings partiprogram står et fuldstændigt stop for spontane asylansøgninger. Det vil sige, at man ifølge partiet ikke skal kunne krydse Danmarks grænser og søge om at få asyl.

Det er især de yngste vælgere mellem 18 og 29 år, der ville overveje at sætte krydset til højre for Dansk Folkeparti. Og det er en glædelig overraskelse for Morten Uhrskov Jensen.

»Det rammer en tyk pæl igennem myten, der har været fremført af en række forskere gennem årene, om, at de unge mennesker vil vænne sig til det multikulturelle samfund, fordi de er vokset op med det,« siger han.

Morten Uhrskov Jensen mener, at Dansk Samling har gode muligheder for at blive valgt til Folketinget og påpeger, at de 13 procent af vælgerne, der efterlyser et nationalkonservativt parti, svarer til omtrent 500.000 vælgere. Først skal partiet dog have indsamlet de nødvendige vælgererklæringer.

»Om vi når det til næste valg, vil jeg ikke love. Men det bliver helt sikkert til det efterfølgende valg, der kommer et ordentligt og ikke-ekstremt alternativ, som vælgerne kan stemme på.«