Pape vil bringe de Konservative hjem

Nyhedsanalyse: Den konservative leder slog i jordnær stil på partiets mærkesager på landsrådet lørdag. Nu skal Søren Pape vise, at han ikke blot formår at skabe begejstring hos sine mest stålsatte og trofaste partifæller.

Sammenhold, du. Rasmus Jarlov, Brian Mikkelsen, Mette Abildgaard, formand Søren Pape Poulsen, Mai Mercado og Naser Khader viste under det konservative landsråd lørdag i Herning, at hele folketingsgruppen står skulder ved skulder. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Symbolikken var ikke til at tage fejl af, da Søren Pape Poulsen lørdag på det konservative landsråd i Herning talte om at beskytte det danske hjem.

På en skærm bag ham kunne tilhørerne i salen se en stor tegning af et hus – som et sindbillede på det hjem – som den konservative leder lovede at passe på.

Subtilt var det ikke. Men Søren Pape fik effektivt kædet sine udvalgte mærkesager sammen, så de tilsammen kom til at virke som et forsvar for danskernes hjem.

Han fremhævede, hvordan de Konservative har sat de mange tusinde årlige indbrud på den politiske dagsorden.

Han nævnte, hvordan de Konservative kæmper for at stoppe den løbske grundskyld, som rundt om i landet gør det svært for borgere at blive boende i deres hjem.

Han talte om, at det også skal være sikkert at færdes uden for hjemmet, hvorfor de Konservative vil give politiet markant flere ressourcer for at sikre lov og orden i det danske hus.

Og endelig rettede han en dybfølt tak til alle danskere »i uniformer«, som kæmper i internationale brændpunkter mod eksempelvis terrororganisationer som IS for at kunne beskytte det danske hus.

Med sin tale var det samtidig tydeligt, at Søren Pape også arbejder for at bringe de Konservative hjem og på at hente de mange frafaldne vælgere hjem igen.

Over for de 800 partifæller i salen leverede Pape ganske vist ingen blændende oratorisk præstation. Styrken lå snarere i, at talen var så jordnær og direkte i forhold til de mærkesager og den identitet, som Søren Pape vil forlene Det Konservative Folkeparti med.

Set i det perspektiv er den indædte kamp mod en grundskyld, der kan underminere borgeres mulighed for at bo i deres eget hus, den stålsatte opbakning til politiet og den lige så markante opbakning til forsvaret – med løftet om, at de Konservative vil arbejde på, at to procent af Danmarks BNP skal gå til forsvaret – udtryk for klassisk konservativ politik.

Det var også tydeligt, at når Pape anslog netop disse strenge og samtidig talte for, at det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde, og når han advokerede for, at flere lønkroner skal forblive i borgernes lommer, ja så bragede klapsalverne. Omvendt var begejstringen ikke nær så udtalt, når han talte om sit ønske om at fastholde udviklingsbistanden eller fremhævede partiets ambitioner i miljø- og klimapolitikken.

De tilbageblevne konservative tillidsfolk synes at sukke efter en mere klar og enkel konservativ politik, hvor netop mærkesager om lov og orden, et stærkt forsvar midt i en turbulent verden og en varm hyldest til den hårdtarbejdende dansker, der ikke skal ribbes i skat, men derimod have mere ud af indsatsen, var budskaber, der gik hjem.

Den svære udfordring er, at Søren Pape skal bevise, at han også kan få sin politik igennem og skabe resultater på Christiansborg. Det ved han godt, og han udstak da også en advarsel til Lars Løkke Rasmussen om, at regeringschefen gør klogt i at tage bestik af de konservative krav.

Men samtidig var Pape omhyggelig med ikke at gøre sine krav ultimative, for han ved om nogen, at bliver han opfattet som borgerlig matchspoiler, vil det næppe være vejen til et konservativt comeback.

Med sine prioriteringer har Søren Pape truffet nødvendige valg. Han forsøger ikke i samme grad som tidligere at holde sammen på en stor og nuanceret fortælling om at finde den rette balance i samfundets udvikling og om at kunne forandre for at bevare, som partiets klassiske slogan lyder.

Den internationale dimension i partiets politik var skåret ned, og det var påfaldende, at den højaktuelle immigrant- og flygtningekrise ikke blev behandlet i dybden overhovedet – måske i en realistisk erkendelse af, at hverken regeringschefer, EU-systemet eller en konservativ partileder, for den sags skyld, synes at være i stand til at stoppe eller kontrollere tilstrømningen til Europa.

Borte havde taget de store visioner for det europæiske samarbejde til fordel for en pragmatisk, men krystalklar opfordring til danskerne om at sige ja til, at dansk politi skal kunne fortsætte fuldt og helt i det europæiske politisamarbejde, europol, når der skal stemmes ved afstemningen den 3. december. Væk var også de traditionelle konservative appeller om at få gennemført store og ambitiøse reformer, ligesom partiets erhvervs- og industripolitik bestemt heller ikke blev udfoldet.

Hensigten var tydeligvis at holde en borgernær og værdibaseret tale, og samlet set slap Pape fra forehavendet.

Som taler har han ikke samme skarphed og autoritet som de stærkeste ledere på Christiansborg. Men det lykkedes for ham at få markeret et konservativt ståsted. Han formåede også at favne tillidsfolket og skabe en vigtig relation mellem baglandet og den lille folketingsgruppe.

Det skete med et simpelt, men effektivt træk: Hver gang, han talte om en af de konservative mærkesager, fik han partiets ordfører på området – Brian Mikkelsen, Mai Mercado, Naser Khader, Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov – til at rejse sig i salen.

Til sidst kom de alle fem op på podiet, hvor de stod bag Søren Pape, mens de holdt hinanden om skuldrene og demonstrerede noget så sjældent som konservativt sammenhold. Om det kommer til at holde i virkelighedens verden, hvis ikke partiets lave niveau i målingerne ændrer sig, er mere end usikkert. Men i øjeblikket – hvor partiets tillidsfolk spejder efter en ny start – virkede det som en effektfuld afslutning.

Nu skal Søren Pape vise, at han ikke blot formår at skabe begejstring hos sine mest stålsatte og trofaste partifæller. Han vil blive målt og vejet på, om han rent faktisk evner at komme ud til de danske hjem, han så gerne vil slå ring om.