Et internt dokument fra den omdiskuterede gruppe Hizb ut-Tahrir vækker harme hos justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Dokumentet, som Berlingske i dag kan beskrive, afslører en klar strategi om at modarbejde integration af muslimer i det danske samfund.
Under titlen »Strategien for Arbejdet i Vesten« fremgår det, at danske muslimer skal træde varsomt.
De risikerer nemlig i Danmark »gennem direkte sansning« at komme i berøring med og blive påvirket af »Vestens tanker, kultur og værdier«. Og »kuffar«, de vantro, vil »drukne dem i den fordærvede, lave vestlige kultur«.
Dokumentet har fået Pape til at fare til tasterne, hvor han beder gruppen pakke kufferten og daffe ud af landet.
Ligeledes har integrationsordfører fra de Radikale, Sofie Carsten Nielsen, på baggrund af Berlingskes afsløring, kraftigt kritiseret gruppen:
»De benytter ironisk nok netop demokratiet til at ytre deres langt ude budskaber. De ønsker ikke integration. Det er de jo desværre ikke ene om. De skal bekæmpes med alle demokratiets midler. Og de vil tabe.«
Forbud har lange udsigter
Rigsadvokaten har tidligere undersøgt muligheden for at forbyde Hizb ut-Tahrir, efter at en talsmand for gruppen i Danmark blev dømt i forbindelse med omdeling af løbesedler fra Hizb ut-Tahrir om jøder med teksten: »Og dræb dem, hvorend I finder dem«.
Dengang konkluderede Rigsadvokaten, at sådanne domme ikke giver grund til at antage, at selve foreningen virker ved vold og dermed er i strid med grundloven.
I dag siger Søren Pape Poulsen, at han har bedt rigsadvokaten om at etablere en indberetningsordning for sager om billigelse af handlinger som eksempelvis drab på jøder.
Hvad den indberetningsordning kan bruges til, har han dog ikke uddybet i sit tweet. Læs Berlingskes interview med ministeren her.