Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De Konservative skal have mindst tre ministerposter i en kommende VLAK-regering.
Sådan lyder det fra partiets formand, Søren Pape Poulsen, da han ankommer til Marienborg for at indlede drøftelserne med statsminister Lars Løkke Rasmussen om et kommende regeringsgrundlag.
De konservative har i øjeblikket kun seks mandater i Folketinget, men trods partiets status som Christiansborgs mindste, har Søren Pape Poulsen en politisk ønskeliste og et håndfast krav om antallet af ministertaburetter med til Løkke.
»Bare at have to (ministerposter, red.) og komme gående som et par er lige svagt nok. Derfor mere end to,« siger Søren Pape Poulsen.
Altså mindst tre?
»Ja, det kan man også sige,« siger Søren Pape Poulsen.
I er jo Folketingets mindste parti. Kan du ikke godt frygte, at I kommer til at sidde lidt i klemme mellem Liberal Alliance og Venstre?
»Jeg ved ikke, om jeg er sådan en type, der sidder i klemme. Men det vigtigste er det politiske. Det er derfor, at det her regeringsgrundlag bliver så helt afgørende. Jeg vil vide, hvilken en politik der skal føres på alle områder. Jeg vil insistere på, at vi er klar over, hvilken politik der skal føres. Alle skal være glade, når vi går ud af døren.«
Søren Pape Poulsen understreger, at De Konservative »ikke har higet efter at komme i regering«.
»Jeg har en gammel Volvo derhjemme, og den kører jeg gerne videre i, hvis det her ikke skulle lykkes,« siger han med henvisning til udsigten til en ministerbil.
»Det handler om en helhed. Derfor har vi meget med«
Den konservative formand understreger dog, at det vigtigste for partiet er regeringsgrundlaget.
»Det er helt afgørende for os, at der er noget meget konkret politik i det her regeringsgrundlag. Hvis vi skal indgå i en regering, så skal man som arbejdsgrundlag have noget, der er meget tydeligt på alle politikområder. Det bliver rigtig vigtigt for os,« siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:
»Og så er det ikke nogen hemmelighed, at politi og forsvar skal styrkes. De kriminelle skal have det svært, de lovlydige skal have det godt. Hele klimadagsordenen skal vi have sat ind i det her regeringsgrundlag.«
Det er mange krav at komme med, når man kun har seks mandater. Tror du, du kan få det hele igennem?
»Sidst jeg tjekkede, så var politik ikke kun én ting. Det er en helhed, og jeg er formand for et parti, der igennem 100 år har insisteret på, at det at drive et samfund handler ikke bare om en, to eller tre mærkesager. Det handler om en helhed. Derfor har vi meget med.«
Pape: Vi skal være tre ligestillede partier
Hvorfor er det vigtigt for dig, at man starter forfra og skriver et helt nyt regeringsgrundlag?
»Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi er tre ligestillede partier. Det er ikke os eller LA, der træder ind i en Venstre-regering. Det er tre partier, der danner en ny trekløver-regering, hvis vi når så langt. Det, synes jeg, er rigtig vigtigt, fordi det også handler om, hvilke fundament vi begynder ud fra.«
Hvordan ville du beskrive stemningen mellem jer tre partier?
»Jeg synes, at finanslovsforløbet har vist, at stemningen er blevet bedre og bedre. Vi kan se, at det borgerlige Danmark var begyndt at køre mod kanten. Nu har vi alle sammen den holdning, at vi skal forsøge at reparere det borgerlige Danmark. Det er også vores motivation for at gå ind i det her,« siger den konservative partiformand og fortsætter:
»Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på, at vi bare smider det borgerlige Danmark overbord og forærer nøglerne til Mette Frederiksen, så de kan sidde i Enhedslisten og Alternativet og grine af det. Det kommer bare ikke til at ske, hvis jeg kan forhindre det. Men det kræver selvfølgelig, at der er klare konservative fodaftryk i det regeringsgrundlag. Er der det, så er jeg positiv over for, at vi går ind i en regering.«
Hvor ser du de største udfordringer og uenigheder for, at I kan lave en trekløver-regering?
»Der er to områder. Vi kan ligeså godt sige det åbent. Vi er ikke længere en del af forsvarsforliget. Og så er det miljøet og klimaet. Jeg forstår simpelthen ikke, at man skal være venstreorienteret for, at man kan gå op i, at vi har et ordentligt miljø. Der bliver noget at tale om, og det bliver der på rigtig mange områder.«