Paludan mødt af demonstranter foran Christiansborg: »Jeg er sgu da ligeglad med hans demokrati«

Partiet Stram Kurs afholdt lørdag rigskongres på Christiansborg. Inden kongressen gik i gang, blev medlemmerne mødt af demonstranter ved hovedindgangen.

 

Flere aktive medlemmer samt en god og ordentlig tone ved demonstrationer. Det er to elementer, som partileder Rasmus Paludan vil bruge til at føre Stram Kurs frem mod succes i dansk politik.

Det fastslår han i forbindelse med partiets rigskongres på Christiansborg lørdag.

»Vi lægger især vægt på, at medlemsplejen skal hæves, så der bliver flere aktive medlemmer,« siger han lørdag i forbindelse med partiets rigskongres på Christiansborg.

»Vi vil holde kurser og konferencer for vores medlemmer.«

»Men det at demonstrere og deltage på torvemøder er en del af vores DNA, så det gør vi også,« siger Rasmus Paludan.

Stram Kurs, der blev stiftet i 2017, fik 1,8 procent af stemmerne ved folketingsvalget 5. juni.

De over 63.000 stemmer til det stærkt islamkritiske parti sikrede Stram Kurs en årlig partistøtte på over to millioner kroner.

Pengene er, ifølge Paludan, faldet på et tørt sted i forhold til at kunne føre projektet videre frem mod næste folketingsvalg.

»Det betyder, at både jeg selv og visse andre kan arbejde fuld tid for partiet. Det betyder utrolig meget,« siger Rasmus Paludan, der selv er advokat.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg var lidt hårdt kørende før valget. Det er svært både at være advokat og samtidig være så politisk aktiv.«

»Derfor er det en glæde, at jeg og andre nu kan arbejde fuld tid for partiet,« siger han.

Stram Kurs er blandt andet blevet kendt i offentligheden for partiets demonstrationer, der nogle gange er endt i uroligheder.

Blandt andet fordi nogle er blevet provokeret af, at medlemmer af partiet har brændt koranen af.

Rasmus Paludan lægger op til, at Stram Kurs-demonstrationer som udgangspunkt skal foregå på fredelig vis i den nærmeste fremtid.

»Vi synes, det rigtige udgangspunkt er, at vi i de næste måneder går tilbage til udgangspunktet fra 2018.«

»Nemlig at vi holder den gode tone og mine hele vejen igennem, uanset hvor meget »nyadelige« mennesker siger grimme ord, både på arabisk og dansk.«

»Ganske enkelt for at undgå de løgnagtige påstande om, at Stram Kurs og Rasmus Paludan, når vi er ude i boligområder, sviner beboerne til fuldstændig uden anledning,« siger partilederen.

/ritzau/