Travle forældre med skæve arbejdstider kan have svært ved at få deres børn passet, når børnehaven har lukket.
I den situation kan et kommunalt tilskud til en babysitter i aftentimerne være en del af løsningen, foreslår regeringen. Hos pædagogernes fagforbund, Bupl, er formand Elisa Bergmann ikke helt afvisende:
- Så længe det bliver en kombination, hvor børnene også er i et dagtilbud, for det er her, børnene lærer at skabe de vigtige fællesskaber, som de skal være en del af, siger hun.
- Men det må ikke blive et tilbud, der sker på bekostning af kvaliteten i dagtilbuddene.
Regeringen foreslår ifølge Jyllands-Posten en model, hvor barnet går på deltid i daginstitutionen - og kommunen så til gengæld udbetaler penge til en privat børnepasser i aftentimerne.
Forsøg med længere åbningstider i institutionerne har ikke været en succes. Det har været for dyrt i forhold til hvor meget det blev benyttet, lyder argumentet.
Der er stor forskel på land og by, påpeger Elisa Bergmann:
- Vi ved, at det i nogle landområder og mindre byer har været forsøgt med institutioner med udvidede åbningstider, hvor det ikke har stået mål med de ressourcer, der er lagt i det, siger hun.
- Så nogle steder kan privat børnepasning være i orden, så længe det ikke udhuler kvaliteten i daginstitutionerne.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremlægger hele regeringens udspil på dagtilbudsområdet torsdag kl. 12.30.
/ritzau/