På to danske øer har de indtil nu holdt coronavirussen for døren – men ude i horisonten lurer en udfordring

Regeringen slog tirsdag fast, at man trods coronasmitten godt må tage i sommerhus i påsken. I flere sommerhuskommuner vækker det kommende rykind imidlertid bekymring. I én kommune har man taget sommerberedskabet i brug, i en anden er der sendt e-mail til alle sommerhusejere, og på to øer i Kattegat er gæsterne henvist til bildækket under færgeoverfarten. I værste fald kan coronakrisen endda sætte den ene ø under administration.

På Samsø oplever borgmester Marcel Meijer flere gæster end normalt i disse coronatider. Men ikke uden blandede følelser: »Man skal være velkommen, når man kommer til Samsø. Men hvis man kan finde et andet sted at holde ferie, skal man i hvert fald ikke høre noget fra os. Det er virkelig, virkelig ambivalent.« Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Man kan mene, at Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) altid befinder sig i et slags vadested. Hans kommune er omringet af vand til alle sider og kan blive hovedfærdselsåre mellem Jylland og Sjælland, hvis en Kattegatforbindelse en dag bliver til virkelighed.

Men når Marcel Meijer siger, at han for tiden »står sådan lidt i et vadested«, er det i overført betydning. Samsingernes førstemand ved således ikke, »hvad man skal synes« om at være rejsemål midt i en coronatid.