Én person, en 47-årig kvinde, blandt kolleger kendt som BBB, departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, Danmarks højest placerede embedsmand, statsminister Mette Frederiksens nærmeste rådgiver, har spillet en afgørende rolle i regeringens indsats mod coronaepidemien, herunder især den historiske beslutning om den nærmest fuldkomne nedlukning af landet 11. marts 2020.
Det fremgår af den udredning af myndighedernes coronaindsats, som Folketinget har offentliggjort. Bag redegørelsen står en gruppe eksperter under ledelse af professor Jørgen Grønnegaard Christensen.