Efter tirsdagens kommunalvalg står det klart, at Langeland er det sted, hvor et parti har fået allermest fremgang i stemmerne, hvor De Konservative er gået frem med 23,7 procentpoint sammenlignet med valget i 2021.

Derimod er Frederikshavn det sted, hvor et parti har oplevet allermest tilbagegang, hvor Socialdemokratiet er gået tilbage med 31,3 procentpoint.

Langeland er et af de steder, hvor De Konservative får indfriet deres mål om minimum 14 borgmesterposter i landet.

Her har partiet nemlig haft en rekordstor fremgang ved tirsdagens valg. Et valg, som formand Mona Juul i den grad udtrykte stor glæde over på valgaftenen.

- Jeg er stjerneglad for, at vi står lige præcis der, hvor vi gør nu, sagde Mona Juul, som fulgte valget og de kommunale forhandlinger fra distancen i lokaler på Christiansborg natten til onsdag.

De Konservative havde inden valget et ambitiøst mål om at generobre 14 borgmesterposter, som de også gjorde i 2021. Og det må man sige, gik i opfyldelse. Partiet har onsdag besat 16 borgmesterposter rundt omkring i landet.

Langeland er også det sted, hvor SF derimod er gået allermest tilbage. Det er med mere end 23 procentpoint sammenlignet med valget i 2021.

Det er et resultat, der ærgrer SF's spidskandidat på Langeland, Nynne Printz.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg havde jo ikke regnet med, at vores valg blev ligesom med Tonni, sagde hun på valgaftenen til Fyns Amts Avis om de seneste otte år med Tonni Hansen fra SF som borgmester i kommunen.

Frederikshavn, hvor Socialdemokratiet er gået allermest tilbage, er også den kommune, hvor SF er gået allermest frem.

De har nuppet over 11 procentpoint flere stemmer ved tirsdagens valg.

Derudover har Venstre slugt flere stemmer i den nordjyske kommune. De er nemlig gået frem med mere end 9 procentpoint.

Og det er første gang efter kommunesammenlægningen med Sæby og Skagen, at der kommer et blåt flertal i Frederikshavn Kommune, hvor Venstres Jon Andersen bliver den nye borgmester.

Socialdemokratiet har haft et dårligt resultatmæssigt valg sammenlignet med det seneste i 2021, hvor partiet fik 44 borgmesterposter. Partiet har foreløbigt 26 borgmesterposter rundt omkring i landet.

Og det er første gang siden 2007, hvor de nuværende 98 kommuner blev oprettet, at Socialdemokratiet ikke er repræsenteret i samtlige kommuner.

/ritzau/