»På et tidspunkt lagde jeg kniv og gaffel fra mig og sagde: Ved du hvad, Thor, det her kan jeg simpelthen ikke klare mere«

De tre stole var sirligt sat op på en række.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl, Socialdemokratiets Mette Frederiksen og formand for fagforbundet 3F Per Christensen havde sat sig side om side i Samtaleværelset på Christiansborg for at lade sig interviewe om en række emner, de to partier samt fagbevægelsen i høj grad kan enes om. Emner som pensionsalder og social dumping.

Det var Fagbladet 3F, der stod for interviewet, og det var nøje iscenesat.

Undervejs gjorde de to partiledere tilnærmelser til hinanden på tværs af de politiske skel. Samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er på »et helt andet niveau« end tidligere, måtte man forstå på Kristian Thulesen Dahl.

»Den sidste statsminister vi havde, det var Helle Thorning-Schmidt. Og jeg tror…« sagde DF-formanden og kiggede direkte på Mette Frederiksen, inden han fortsatte:

»… at jeg lidt i sjov, men alligevel også lidt i alvor, har brugt betegnelsen, at jeg har talt mere med Mette Frederiksen bare i månederne efter regeringsskiftet i 2015, end jeg har talt med Helle Thorning i hele sidste valgperiode.«

Det ellers historisk anstrengte forhold mellem de to partier syntes næsten glemt.

»Vi stolede fuldstændig på hinanden«

Tilnærmelserne mellem de to partier i Samtaleværelset var strategiske, men de er også et udtryk for, hvad personlige relationer betyder i politik.

Et fællesinterview ville være næsten umuligt at forestille sig under Pia Kjærsgaard (DF) og Poul Nyrup Rasmussens (S) ledelse af de to partier. Ikke mindst tydeliggjort af Nyrups bemærkning til Dansk Folkeparti fra Folketingets talerstol om, at »stuerene, det bliver I aldrig«.

Men hvor vigtige er personlige relationer egentlig i politik? Og er der større sandsynlighed for, at der indgås aftaler og forlig, hvis politikerne befinder sig godt i hinandens selskab – men ikke nødvendigvis deler politiske synspunkter?

Ja, mener Pia Kjærsgaard, der i dag er Folketingets formand.

»Den personlige kemi er afgørende. Og det er også meget, meget vigtigt, at man kan stole på hinanden,« siger hun og fortsætter:

»Når man har indgået en aftale, bakker man hinanden op – og man sørger for ikke at triumfere alt for meget, hvis man har vundet store sejre. Også i en forhandlingssituation er det vigtigt, at man føler, at man kan tale frit, uden at der bliver gjort nar af en efterfølgende, fordi man har stillet dumme spørgsmål. Man kan jo komme til at dumme sig – det er jo nu engang menneskers lod.«

I 00erne var Dansk Folkeparti det urokkelige støtteparti til statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) VK-regeringer, hvor blokpolitikken for alvor blev manifesteret. Særligt forholdet mellem Fogh og Kjærsgaard er blevet betegnet som tillidsfuldt.

Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at netop den relation var afgørende for, at 00erne var en parlamentarisk stabil periode i dansk politik.

»Vi stolede fuldstændig på hinanden. Og det er jo i særklasse. Det var virkelig et meget tillidsfuldt forhold,« siger hun.

Bøffer, french fries og ekstremt dårlig stemning

Det er velkendt, at DF også havde et tæt forhold til Thor Pedersen, der var finansminister under Fogh fra 2001 til 2007. Den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Hansen har blandt andet over for Information kaldt Pedersen »regeringens forlængede arm i forhold til Dansk Folkeparti og i forhold til at holde sammen på VKO-blokken«.

Pia Kjærsgaard har altid sat »meget, meget stor pris på Thor Pedersen«, men hun husker samtidig én episode fra 2001, hvor DF kom på kant med finansministeren.

»Det var den allerførste finanslov, vi skulle lave, da vi var VK-regeringens parlamentariske støtte. Vi mødtes om aftenen – det er man heldigvis holdt op med, for jeg vil meget hellere forhandle om formiddagen og så gå hjem i god tid – men dengang mødtes vi over en middag. Det skulle have været lidt skjult for pressen, men journalisterne havde alligevel fået nys om det. På det tidspunkt kendte Thor Pedersen os ikke så godt, men vi kunne mærke på ham, at han troede, det var os, der havde lækket det til pressen. Og det havde vi ikke. Det kan jeg garantere,« fortæller Pia Kjærsgaard.

Hun husker det som, at der blev serveret »traditionel tung mad« i Finansministeriet.

»Bøffer, french fries og tyk sovs. Og så vi sad bare der og spiste og sagde ingenting. Stemningen var ekstremt dårlig, og jeg tænkte, at det her kommer aldrig til at gå. På et tidspunkt lagde jeg kniv og gaffel fra mig og sagde: »Ved du hvad, Thor, det her kan jeg simpelthen ikke klare mere«. Og så tog vi en snak og fik renset luften. Siden havde vi et fremragende samarbejde,« siger Pia Kjærsgaard.

Også Claus Hjort Frederiksen (V) bliver fremhævet som en finansminister, der havde et særligt tag på DF. Forholdet til nuværende finansminister Kristian Jensen (V) betegnes som en smule mere anspændt.

I en bog, der udkom i efteråret, skrev Kristian Jensen eksempelvis følgende om, at DF havde erklæret sig parat til at gå i regering:

»Magtens åg vil komme til at hvile tungt på DFs skuldre, og det vil være umuligt for dem at fortsætte deres nuværende ansvarsfrie løftepolitik.«

I DF-toppen karakteriseres forholdet til Kristian Jensen som fint, men meget professionelt og overfladisk. Det er ikke tæt og tillidsfuldt, hvilket i øvrigt har været kendetegnende for Venstre og Dansk Folkepartis relation siden valget i 2015.

Det er ikke nok bare at kunne smalltalke om familien og om Thulesen Dahls yndlingsfodboldhold, Liverpool, lyder analysen: Det, der har kendetegnet det tætte forhold mellem de to partier førhen, har været gode personlige relationer og et tillidsfuldt bånd, der har betydet, at politiske og parlamentariske udfordringer kunne drøftes i fortrolighed.

Sarkastiske bemærkninger bag lukkede døre

Claus Hjort Frederiksen betegner sit forhold til Dansk Folkeparti som »ekstremt godt«, og også han anerkender betydningen af personlige relationer i politik.

»Det er afgørende at have personlig tillid til hinanden. At man kan snakke med hinanden velvidende, at det, man siger, ikke vil blive brugt mod en. Det er vigtigt, at man, når man sidder bag de lukkede døre, i fællesskab kan analysere situationen – hvad er risici for dig, hvad er risici for mig, og hvordan kan vi sikre, at vi begge bliver tilgodeset,« siger Hjort, der i dag er forsvarsminister.

»Fortrolighed og pålidelighed er alfa og omega. Opgave nummer ét er at skabe gensidig tillid,« understreger han.

Claus Hjort Frederiksen er kendt for altid at læse aftaleteksten op for de partier, han forhandler med – gerne flere gange – og »det er der blevet grinet af mange gange«, fortæller han.

»Men det er netop for at sikre, at der ikke er misforståelser, og at vi kan regne med hinanden. Det er ødelæggende, hvis der opstår tumult i samme sekund, vi træder ud ad døren for at præsentere en aftale,« siger Claus Hjort Frederiksen.

På Christiansborg er det velkendt, at Hjort er indehaver af en bidende og sarkastisk humor. Eksempelvis gjorde han til Venstres landsmøde i november sin entré på scenen til tonerne af Kesis »Jeg har ikke sovet i et år« – både med henvisning til blå bloks tumultariske efterår og med en slet skjult bemærkning til spekulationerne om, at han var på vej væk fra ministerholdet.

Claus Hjort Frederiksen fremhæver da også humor som afgørende i et forhandlingslokale.

»Hvis modparten ikke forstår en humoristisk eller sarkastisk bemærkning, kan man jo komme frygtelig galt af sted. Humor er ret vigtigt for mig. Det er vigtigt, at vi kan grine af det, og at vi nogle gange kan hæve os lidt op over sagen og se os selv udefra,« siger han.

»En munter fyr«

Også den tidligere radikale leder Marianne Jelved betoner, at personlige relationer betyder »rigtig, rigtig meget« i politiske forhandlinger.

»Herinde på Christiansborg skal man samarbejde på kryds og tværs, og derfor betyder det noget, at man har kemi og tillid til hinanden. Og at man kan sætte sig i hinandens sted,« siger Marianne Jelved.

Som radikal leder og økonomiminister havde Marianne Jelved i 90erne et tæt samarbejde med Socialdemokratiet og ikke mindst Mogens Lykketoft, der dengang var finansminister.

Og ifølge Jelved var hele det regeringssamarbejdes succes betinget af netop det gode personlige forhold, hun og Lykketoft havde udviklet i årene inden, Nyrup første gang blev statsminister i 1993.

»Vi havde det held, at vi var begyndt at samarbejde to år før, vi gik i regering. Det at kende hinanden godt og kunne samarbejde betyder rigtig meget, når man pludselig skal løfte svære sager sammen, som man skal i en regering. Hvis ikke vi havde kendt hinanden godt og samarbejdet inden, tror jeg ikke, vi kunne have lavet alt det, vi gjorde. Vi stolede på hinanden. Og vi hjalp hinanden.«

Marianne Jelved var som radikal leder meget sjældent enig med Dansk Folkeparti. Men netop DF og partiets nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, som Jelved omtaler som »en munter fyr«, spiller hovedrollerne i hendes historie om, hvornår personlige forhold har haft væsentlig betydning i hendes politiske karriere.

»Jeg lavede engang en aftale med Thulesen Dahl i kølvandet på kommunalreformen fra 2007. Vi mente begge, at der skulle udlignes mere mellem kommunerne, og da Løkke ville lave en udligningsreform, ville både Thulesen Dahl og jeg gerne være med. Dengang aftalte jeg med ham, at vi ville være med i forhandlingerne på den betingelse, at han ikke lavede en aftale med Løkke alene, som de så først præsenterede mig for efterfølgende. Det lovede han, og jeg valgte at stole på det. Og jeg er ret sikker på, at Løkke har forsøgt at gøre det, jeg ikke ville have,« siger Marianne Jelved og forklarer videre:

»Thulesen Dahl og jeg havde begge et ønske om, at der skulle udlignes mere fra de store bykommuner til kommunerne ude på landet. Men vi havde to forskellige motiver for at ville være med – hvilket vi godt vidste. Men vi havde møder før vores forhandlinger med Løkke, forhandlede sammen, og vi kom igennem med det, vi gerne ville. Også selvom de Konservative var rasende, fordi det jo gik ud over de rige kommuner, hvor de havde borgmesterposterne.«

Et dramatisk slutspil og højtbelagt smørrebrød en sen nattetime

Den tidligere konservative partiformand og minister Hans Engell, der i dag er politisk kommentator, peger på netop Marianne Jelved og Mogens Lykketoft som politikere, han havde en god relation til. Og det forhold spillede en afgørende rolle i forbindelse med forhandlingerne om finansloven i 1995, betoner han.

Slutspillet om finansloven endte med at blive ganske dramatisk, da den daværende SRCD-regering pludselig indgik en aftale med de Konservative lige for næsen af Venstre. Det fik daværende Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen til at skumme af raseri, mens Engell og Lykketoft fejrede aftalen med højtbelagt smørrebrød klokken halv fire om natten.

»Den aftale var aldrig blevet til noget, hvis ikke jeg havde haft et godt personligt forhold til både Marianne Jelved og Mogens Lykketoft. At bære sådan en aftale igennem kræver en høj grad af personlig tillid,« siger Hans Engell i dag.

Eftersom vi har tradition for mindretalsregeringer i Danmark, der ofte skal samle skiftende flertal for sin politik, er de personlige relationer mellem politikerne afgørende, forklarer Hans Engell.

»Du kan slet ikke operere i dansk politik, hvis ikke du har de personlige relationer på plads,« siger han og fortsætter:

»Der er så meget i politik, der handler om nære personlige relationer. Det er de personlige relationer, der får det politiske maskinrum til at fungere. Det politiske maskinrum fungerer ikke – og maskinerne går i stå eller kører i smadder, hvis ikke der er nogle personlige forudsætninger og relationer, der er i orden. Personlige relationer mellem politikerne er den olie, der får de politiske maskiner til at køre.«

Er personlige relationer ligefrem vigtigere end politisk substans?

»Nej. Substans er nok 60-70 procent, mens de personlige relationer er 30-40 procent.«