På et pressemøde lidt over midnat slog Mette Frederiksen fast, at paradigmeskiftet består – men den udlægning vækker undren

Mette Frederiksen understreger, at et af de borgerlige partiers mest omdiskuterede politiske tiltag står fast med hende ved magten. Men eksperter og Morten Østergaard udlægger teksten anderledes, og Dansk Folkeparti taler om »en altødelæggende torpedo«.

Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Morten Østergaard (R) mødte sent tirsdag aften pressen efter de afsluttede regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg. Mette Frederiksen holdt efterfølgende sit eget pressemøde – og særligt én udtalelse fra S-formanden vækker nu undren. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Klokken havde passeret midnat natten til onsdag, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter de afsluttende regeringsforhandlinger inviterede til pressemøde.

Frederiksen var kort forinden i Landstingssalen på Christiansborg nået til enighed med de Radikale, Enhedslisten og SF om en »politisk forståelse«, der ville gøre hende til statsminister.