De jurister, som er sat til at granske den adskillelse af unge asylpar, der fandt sted i tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ministertid, kommer ikke til at arbejde i fuldkommen fred og ro.
For få kommissionsundersøgelser har i nyere tid været omgærdet af så megen politisk debat som den aktuelle instrukskommission, og i går, tirsdag, oprettede Nye Borgerlige tilmed hjemmesiden »Danskerne støtter Støjberg«, hvor partiet beder danskerne indbetale 40 kroner over MobilePay til støtteannoncer for Venstre-politikeren.
Og siden da er der ifølge pressechef Lars Kaaber nu kommet så mange penge i kassen, at partiet i dag vil begynde at sætte dagbladsannoncerne op.
Klokken 11.50 havde 3.071 personer således bidraget til indsamlingen, oplyser pressechefen.
Tilsammen havde de indbetalt 138.708 kroner.
Instrukskommissionen er sat i verden for at undersøge forløbet om den adskillelse af asylpar, der fandt sted, efter at Udlændinge- og Integrationsministeriet i februar 2016 udsendte en pressemeddelelse om, at alle par på landets asylcentre, hvor den ene part var under 18 år, fremover ville blive adskilt. Ifølge Folketingets Ombudsmand var adskillelsen ulovlig.
»Jeg har tillid til Inger«
Pressemeddelelsen med formuleringen, at »ingen mindreårige asylansøgere« fremadrettet måtte bo sammen med en ægtefælle eller samlever, fungerede i praksis som en instruks for udlændingemyndighederne, men var ifølge Folketingets Ombudsmand ulovlig, fordi de enkelte pars sager ikke blev behandlet individuelt.
Inger Støjberg har selv forklaret til kommissionen, at hun forud for pressemeddelelsen havde godkendt et notat, der lagde op til, at der kunne gøres undtagelser fra instruksen, og at hun dermed ikke udstak en ulovlig, generel ordre om adskillelse af parrene.
Tidligere direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet har til gengæld forklaret, at Udlændingestyrelsen ikke fik besked på, at der skulle gøres undtagelser i adskillelserne, hvorfor styrelsen begyndte at adskille parrene, selv om det ifølge direktøren skete på en »ulovlig« baggrund.
Berlingske har tidligere spurgt Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, hvorfor hendes parti har valgt at oprette en indsamling til fordel for Inger Støjberg.
»Tanken er, at det her jo ikke er en partipolitisk sag. Det er en sag for alle, der kæmper for danske værdier og er imod islamisk kultur i Danmark. Og derfor er det også tværpolitisk at bakke op om Inger,« sagde Pernille Vermund i interviewet.
Instrukskommissionen har jo ikke konkluderet noget endnu, så er det ikke lidt farligt for jeres parti og jeres troværdighed at kaste jer så fuldtonet ind i sagen uden at vide, hvad den ender med?
»Nej, det synes jeg ikke. Det ville jo svare til, at man siger til de røde partier nu: »Er det ikke farligt at bakke op om Mette Frederiksen, når vi ikke ved, om hun overholder loven?« Udgangspunktet for, at man støtter en regering, er jo, at man har tillid til dem. Og jeg har tillid til Inger. Sådan er det.«
Vermund: De vil have Støjberg ned med nakken
Pernille Vermund og Nye Borgerlige understreger på hjemmesiden, at sagen om Støjbergs instruks »er politisk«, og at den tidligere Venstre-minister i deres optik blot »kæmper for danske værdier«.
Men Pernille Vermund, den her sag er vel ikke politisk, og den handler vel ikke om, hvorvidt man er enig med Inger Støjberg eller ej? Den handler om overholdelse af lovgivningen?
»Det er et spørgsmål om, hvorvidt man har haft tillid til hende som minister i den sag, eller om man ikke har. Om man tror på, at hun har gjort, hvad hun skulle gøre. Og det er jo det, der er årsagen til, at der ikke var flertal for at nedsætte en kommission før valget. For der var jo et flertal, der havde tillid til ministeren. Det er der ikke længere, og derfor blev der nedsat en kommission,« svarede Pernille Vermund.
Men det er vel ikke kun et spørgsmål om tillid og politik, og om hvorvidt man er for eller imod »barnebrude«, som Inger Støjberg ynder at kalde det? Det er et spørgsmål om, hvad der er sket i ministeriet i forbindelse med udsendelsen af en instruks, der ifølge Ombudsmanden var ulovlig?
»Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at man skal overholde loven som minister. Men spørgsmålet her er, om man har tillid til, at det har hun gjort. Det er jo konventioner, vi taler om her, og hvis det viser sig, at der er konventioner, som man ikke bare er gået til kanten af, men over grænsen på, er det fra mit perspektiv væsentligt, at man har har haft til formål at bremse en skade. Det her har noget med værdier at gøre.«
Det har vel også noget med lovlighed at gøre?
»Ja, men igen: Vi må forvente, at enhver minister overholder loven. Jeg har tillid til, at når der er borgerlige ministre – med mindre der er stærke indicier om andet – overholder de lovgivningen. Og i sidste folketingssamling var der jo også tillid til ministeren. Der er jo ikke noget nyt i, at man gør alt, hvad man kan for at vælte en minister, når der er mulighed for det, hvis man er i opposition. Og nu gør man så alt, hvad man kan for, at få Inger ned med nakken.«
Nye Borgerlige har endnu ikke besluttet sig for, hvilken eller hvilke aviser de vil indrykke annoncerne i.