Özlem Cekic fortæller nu om at blive mobbet og isoleret i sit eget parti: »Det var ekstremt ydmygende«

Det tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic fortæller nu for første gang om, hvordan hun oplevede at blive udsat for voksenmobning af sine partifæller på Christiansborg. Mobningen gjorde hende så syg med stress, at hun i en periode mistede synet på det ene øje og bed sin mund til blods under et møde.

Det har krævet flere års tilløb, før Özlem Cekic nu er parat til at fortælle for første gang, at hun oplevede at blive mobbet i sin tid i SF. »Det er så ydmygende at tale om,« siger den tidligere politiker. Mathias Eis

Özlem Cekic tyggede febrilsk på sit tyggegummi.

Hun havde stoppet det i munden lige inden mødet i et desperat forsøg på ikke at komme til at græde undervejs – der var engang en, der havde fortalt hende, at det hjalp.