OVERBLIK: Venstres skattestop får en kølig modtagelse

Politikere fra både røde og blå partier kommenterer Venstres skattestop, som det søndag har fremlagt.

FV19: Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale under Venstres kandidatsamling og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København, søndag den 12. maj 2019. Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Venstre går til valg på et såkaldt velfærdsløft ledsaget af et skattestop. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved Venstres kandidat- og hovedbestyrelsesmøde i Bella Center i København.

Udmeldingen har fået politikere på tværs af partierne til tasterne. Her følger et overblik af nogle af reaktionerne.

* Jacob Mark, gruppeformand for SF:

- Jeg tror, at de fleste kan se, at de nødvendige investeringer i velfærden ikke kan lade sig gøre med et skattestop. Og så handler det om, hvad man prioriterer, når man står i stemmeboksen.

* Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten:

- Enhedslisten er store tilhængere af skattelettelser. I bunden. Men de penge Venstre har brugt til skattelettelser, 21 mia. bare den sidste valgperiode, er primært kommet de rigeste til gode. Velfærden, arbejdsløse og klimaet kommer i anden række. Det her er jo reelt Løkkes løfte om at fortsætte den linje.

* Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative:

- A = skattehop. V = skattestop ... Men altså, det er borgernes penge. Lad dem beholde nogle af dem selv. Vi har før kæmpet skattelettelser hjem, skriver han blandt andet på Twitter.

* Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti:

- Det er fornuftigt med ro omkring skatten. Vi skal ikke love ufinansierede skattelettelser, og der skal være råd til en bedre velfærd, siger han til TV2.

* Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Liberal Alliance:

- Tre veje i skattepolitikken: S: op-op-op V: bevar den høje skat LA: ned med skatten, skriver han blandt andet på Twitter.

* Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos:

- Hvis Løkke vinder regeringsansvaret igen, så håber jeg, at man håndhæver skattestoppet mere konsekvent end i den seneste valgperiode. Her har man brudt skattestoppet otte gange.

/ritzau/