Overblik: Toppolitikere på stribe trimlede i jordskredsvalg

Vælgerne har ikke ønsket at gense en lang række ministre og aftrådte partiledere, viser optællingen af personlige stemmer.

Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti - ikke genvalgt. Fold sammen
Læs mere

En stjernekavalkade af tidligere og nuværende ministre og politiske profiler har taget afsked med Folketinget, efter de personlige stemmer i går blev talt op. Nogle blev ramt af deres partis tilbagegang, andre af Dansk Folkepartis fremgang, og endeligt blev nogle overhalet bagfra af partikolleger. Og det har været et decideret blodblad, fastslår Berlingskes politiske kommentartor, Thomas Larsen:

»Det er udtryk for, at vi har været vidne til et sjældent dramatisk folketingsvalg med meget store og voldsomme forskydninger. Det slår selvfølgelig også igennem på det personlige plan, og derfor ser vi, at en stribe meget kendte profiler ryger ud af Folketinget med et brag, lige som vi ser, at helt ukendte stryger ind,« siger han.

Hvis Mogens Løkketoft fra Folketingets formandsstol lader blikket vandre fra højre mod venstre, vil de første sæder hans øjne falder på være de konservatives. Her kulminerede flere års nedtur torsdag med en stemmeopbakning på 3,4 procent og det røde kort til tidligere partiformand Lars Barfoed.

»Jeg stiller jo op for at blive genvalgt, og derfor er det rigtig ærgerligt,« lød det fra en skuffet Lars Barfoed, da Berlingske Nyhedsbureau fangede ham.

Ved siden af de konservative sidder partiet, der før valget var Danmarks største, men nu kun er nummer tre: Venstre. I Lars Løkke Rasmussens parti resulterede valget også i, at en række tunge profiler ikke bliver en del af folketinget i den kommende regeringsperiode. Martin Geertsen og Jakob Engel-Schmidt og Tina Nedergaard fik alle for få stemmer til at komme ind, men det mest overraskede exit skete i Sønderjylland. Her blev tidligere skatteminister Peter Christensen offer for Dansk Folkepartis voldsomme fremgang i regionen:

»Venstre har fået en røvfuld af Dansk folkeparti – og det har jeg også,« skrev Christensen på sin Facebook efter valgnederlaget.

Helt slemt endte det også med at gå for de Radikale. Partiet blev voldsomt decimeret af vælgerne, og det trak grimme spor efter sig blandt partiets hold af ministre. De to klart mest opsigtvækkende afgange blev socialminister Manu Sareen samt klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen.

»Jeg er selvsagt ked af, at det ikke lykkedes denne gang. Men jeg er taknemmelig for mine 13 år i dansk politik og den store opbakning, I har givet mig undervejs,« skrev førstnævnte på sin Facebook.

Farvel til eksformanden

I det tidligere regeringsparti SF var den mest profilerede afgang den kortvarige formand Annette Vilhelmsen. Skæbnen ville, at hun tabte sit mandat på Fyn til den såkaldt »vikar fra helvede«, Karsten Hønge, der var en meget højlydt kritiker af Vilhelmsens retning i regeringen.

Yderst til venstre i folketingssalen sidder Socialdemokraterne, det afgående regeringsparti. Det gamle arbejderparti havde isoleret set et godt valg, men måtte alligevel sige farvel til udlændinge- og integrationsordfører, Ole Hækkerup. Men den største overraskelse var, at afgående minister for by-, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, ikke blev genvalgt:

»Det har jeg det skidt med. Vi har ført en god og sober valgkamp, og jeg ville gerne have været med på holdet,« lød det fra Carsten Hansen til P4 Fyn.