OVERBLIK: Statsministre møder sjældent op til samråd

Løkke skal tirsdag redegøre for Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv på et åbent samråd i Folketinget.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) møder tirsdag eftermiddag op til et samråd, hvor han er blevet bedt om at oplyse om Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv. Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
Læs mere
Fold sammen

København. Det sker relativt ofte, at en statsminister bliver kaldt i samråd, men ret sjældent, at en statsminister møder op til samråd.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal tirsdag klokken 14 i samråd i Folketingets kulturudvalg for at oplyse om Statsministeriets særlige sikkerhedsarkiv. Få et overblik over de seneste års samråd med statsministre her:

* Januar 2014: Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mødte op til samråd om sin indblanding i Christiania-sagen, der efter den såkaldte nødløgn endte med at koste justitsminister Morten Bødskov (S) posten.

* Januar 2010: Lars Løkke Rasmussen var som statsminister i et fire timer langt samråd om overbetaling af private hospitaler.

* April 2009: Løkke var i samråd, efter at hans forgænger på statsministerposten, Anders Fogh Rasmussens, pressechef havde kontaktet nogle TV2-chefer i forbindelse med, at kanalen havde fravalgt at bruge Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

* April 2008: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var i samråd om daværende finansminister Lars Løkke Rasmussens bilagsrod og kopier herom i Statsministeriet.

* Marts 2007: Fogh afviste på et samråd, at regeringen skulle have lagt pres på Danmarks Radio i forbindelse med dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig".

Der er flere eksempler på, at statsministre har afvist at møde op til samråd. Her er nogle af de seneste års sager:

* April 2016: Løkke afviste at møde op i samråd om den omdiskuterede landbrugspakke og sin egen indblanding i tilblivelsen af den.

* August 2015: Løkke afviste at møde op til samråd i Beskæftigelsesudvalget og svare på spørgsmål om sine egne dagpengeløfter fra valgkampen. Han sendte samrådsspørgsmålet videre til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

* Maj 2015: Thorning afviste at møde op til et samråd i Retsudvalget i forbindelse med angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

* Oktober 2008: Anders Fogh afviste at møde op i et samråd om homoseksuelles ligestilling. Her ville Socialdemokraterne blandt andet have ham til at påtale overgreb mod homoseksuelle i lande som Rusland, Polen og Letland.

Kilder: Ritzau og Folketingets Oplysning.

/ritzau/