Overblik: Sådan vælges Venstres formand og næstformand

Uroen ulmer i Venstre, og formand Lars Løkke Rasmussen er under pres fra dele af partiets bagland.

Der er uro i Venstre og udtrykt mistillid til formandskabet af dele af partiets bagland og folketingsmedlemmer.

Flere ser gerne, at formand Lars Løkke Rasmussen (V) og næstformand Kristian Jensen (V) trækker sig.

  • De omkring 850 delegerede til Venstres landsmøde bestemmer, om Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fortsætter som formand og næstformand for partiet.
  • Det præcise tal af delegerede er blandt andet afhængig af antallet af medlemmer i de enkelte vælgerforeninger i Venstre.
  • Næste landsmøde skal efter planen finde sted til november. Men flere, herunder Lars Løkke Rasmussen, ønsker det fremrykket til inden Folketingets åbning i oktober.
  • Landsmødet afholdes hvert år - typisk i oktober eller november - og er partiets øverste myndighed.
  • I alt 850 delegerede ved landsmødet stemmer om forslag og vælger formanden og næstformanden.
  • Hver delegeret har én stemme, hvor der skal simpelt flertal til at vælge formanden. Derfor kræver det 426 stemmer at blive valgt som ny formand for Venstre, hvis der er 850 stemmer i alt.
  • De delegerede kommer blandt andet fra vælgerforeninger, kredsbestyrelser, hovedbestyrelsen og politikere fra både lands-, kommunal- og EU-politik.
  • Ved landsmødet har delegerede både tale- og stemmeret.
  • Landsmødet kan kun træffe beslutninger, hvis mindst halvdelen af de fremmødte stemmeberettigede deltager i afstemningen.

Kilde: Venstre.

/ritzau/