Overblik: Profilerne stod bag 156.000 personlige stemmer til Venstre. Ved næste valg er de væk

Siden valget i 2019 har ni centrale Venstre-profiler forladt eller meldt deres afgang fra Venstres folketingsgruppe på Christiansborg. Senest sagde den afgående gruppeformand, Karsten Lauritzen, farvel. Partiet står nu tilbage uden de kandidater, som ved valget samlet sikrede det 156.000 personlige stemmer. Her er et overblik over kandidaterne.

Daværende statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen og hans kone Sólrun Jákupsdóttir Løkke Rasmussen ankommer med Venstre til Christiansborg ved folketingsvalget 5. juni 2019. Siden er der sket lidt af en udskiftning i partiet. Celina Dahl (arkiv)

Siden folketingsvalget i 2019 har flere markante Venstre-folk enten forladt partiet eller Folketinget eller meddelt, at de ikke genopstiller.

Tæller man alle personerne sammen, sikrede de partiet svimlende 156.000 personlige stemmer ved sidste folketingsvalg, hvor Venstre samlet fik cirka 500.000 personlige stemmer. I alt fik partiet i omegnen af 826.000 stemmer.