Regeringen vil torsdag præsentere et udspil, der skal forbedre infrastrukturen i Danmark. Allerede onsdag aften har en række danske medier set dele af udspillet.
Her står det klart, at regeringen agter at bruge milliarder af kroner på udvidelser, forlængelser og opgraderinger af vejnettet og særligt motorvejene i Danmark.
Her kan du få et overblik over, hvad de forskellige medier har fået oplyst vil indgå i udspillet:
En tredje forbindelse over Limfjorden
En firesporet motorvej gennem en tunnel og en landbro skal forbinde E45-motorvejen vest for Aalborg med E39-motorvejen nord for Limfjorden.
Pris: Cirka syv milliarder kroner.
Tunnel til Aarhus Havn
En cirka to kilometer lang tunnel skal forbinde E45-motorvejen med Aarhus Havn.
Pris: Cirka 2,7 milliarder kroner.
Opgradering af Viborgvej
Regeringen vil lave en forundersøgelse af en opgradering af rute 26 fra Aarhus til Søbyvad - også kaldet Viborgvej - til en motortrafikvej.
Pris: 1,4 milliarder kroner.
Udvidelse af Hillerødmotorvejen
Hillerødmotorvejen skal udvides, og den firsporede motortrafikvej skal forlænges.
Pris: Mindst 1,3 milliarder kroner.
Kalundborgmotorvejen skal færdiggøres
Regeringen vil bygge de 30 kilometer for at føre Kalundborgmotorvejen hele vejen til Kalundborg.
Pris: 1,9 milliarder kroner.
Udvidelse af del af Den Fynske Motorvej
Mellem Nørre Aaby og Odense V skal E20-motorvejen udvides fra fire til seks spor.
Pris: 1,1 milliarder kroner.
Kommuner skal kunne lave bilfri søndage
Der skal laves en mulighed for, at kommunerne skal kunne lave bilfri søndage mellem klokken 09 og 20.
Togstationer skal lives op
Togstationer skal have mere liv ved at udskifte belysning og forbedre gange og tunneler.
Pris: 250 millioner kroner.
Pulje til udbygning af vejnet
Der skal sættes penge til side i en pulje, der kan bruges på at udbygge det eksisterende vejnet og sikre flere veje.
Pris: 6,5 milliarder kroner.
Udvidelse af flere motorveje
Motorveje skal udvides mellem afkørslerne Aarhus S og Aarhus N, mellem Vejle og Skanderborg S.
Pris: Ukendt.
Undersøge en udvidelse af Vejlefjordbroen
En forundersøgelse skal kigge på at undgå flaskehalse over broen over Vejlefjord.
Als-forbindelse skal undersøges
Mulighederne for en forbindelse mellem Als og Fyn skal undersøges.
/ritzau/