Fremover vil det ikke være lovligt at brænde for Koranen af foran ambassader i København.
I hvert fald ikke, hvis det lovforslag, som regeringen netop har fremlagt, bliver vedtaget.
Lovforslaget skal sætte ind mod »meningsløse forhånelser« som dem, der har udspillet sig den seneste tid, fortæller justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde.
»Lovforslaget skal forbyde utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund,« siger han.
Hvad foreslår regeringen?
Regeringen vil gøre det strafbart at afbrænde religiøse skrifter offentligt.
Det er ikke kun Koranen, men også for eksempel Biblen og Toraen, der er omfattet.
Den præcise tekst lyder:
»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som en sådan, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
Forslaget er rettet mod handlinger, der foregår på et offentligt sted eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Det sidste indebærer, at det efter alt at dømme eksempelvis vil være forbudt at brænde Koranen af derhjemme, videooptage det undervejs og siden dele det med andre.
»Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at den utilbørlige behandling foregår offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds,« hedder det i forslaget.
Loven vil blive knyttet som en »stk 2« til den eksisterende paragraf 110 e i straffeloven, der i dag forbyder forhånelse af andre nationers flag.
Er det kun afbrænding, der forbydes?
Det er ikke kun afbrænding af religiøse skrifter, regeringen vil forbyde.
»Utilbørlig behandling«, som justitsministeren formulerer det, kan også være at »tilsøle« eller at »trampe på«.
»Den foreslåede bestemmelse vil efter omstændighederne omfatte enhver utilbørlig behandling, herunder afbrænding, tilsøling, og at der f.eks. trampes på eller sparkes til genstanden, eller at genstanden ødelægges ved f.eks. at rive i genstanden, klippe heri eller lignende. Den vil også omfatte tilfælde, hvor genstanden stikkes i med en kniv,« fremgår det i lovforslaget.
Hvad skal straffen være?
Bryder man med loven, ser regeringen, at strafferammen kan være op til to års fængsel. Det vil dog, understregede justitsministeren, sandsynligvis være i tilfælde, hvor en overtrædelse af loven gentagelse.
Man kan også blive straffet med bøde.
Er satiretegninger omfattet?
På pressemødet står det klart, at det ikke er meningen, at satiretegninger skal være omfattet af forbuddet.
Det er et »afgrænset indgreb«, bliver det pointeret. Det vil således eksempelvis være tilladt at afbrænde tørklæder og andre religiøse symboler, som knytter sig til de forskellige religioner.
… Opdateres