Overblik: Dansk-tysk grænsekontrol forlænges 20 dage

Kontrollen ved den dansk-tyske grænse forlænges med foreløbigt 20 dage indtil 3. februar 2016. Læs mere her.

Læs mere
Fold sammen

København: Den midlertidige grænsekontrol i form af stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse blev indført med baggrund i den svenske beslutning om id-kontrol.

Onsdag har regeringen valgt at forlænge kontrollen med 20 dage efter at have orienteret sine nabolande samt EU-Kommissionen.

Her kan du blive klogere på forlængelsen:

* Den midlertidige grænsekontrol blev indført 4. januar og forlænges nu frem til 3. februar.

* Foreligger der en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller indre sikkerhed, kan EU's medlemslande undtagelsesvis og straks indføre grænsekontrol ved de indre grænser.

* Risikoen for betydelig ophobning af personer uden lovligt ophold i hovedstadsområdet danner grundlag for den midlertidige indførelse af grænsekontrol ifølge regeringen.

* Grænsekontrollen bliver løbende vurderet af regeringen, og stikprøvekontrollen vil kunne intensiveres efter behov. Schengen-reglerne giver mulighed for at forlænge kontrollen yderligere.

* I et brev til EU-Kommissionen begrunder integrationsminister Inger Støjberg (V) beslutningen med, at forlængelsen skyldes den svenske id-kontrol:

- Danmark står over for en alvorlig risiko mod den offentlige orden og indre sikkerhed, fordi et meget stort antal illegale immigranter kan blive strandet i Københavnsområdet.

- Siden Danmarks beslutning om midlertidigt at genindføre grænsekontrol er antallet af immigranter, som krydser EU's sydlige grænser og forsætter deres rejse længere mod nord, stadig meget højt.

- Kombineret med den svenske regulering om transportøransvar, resulterer det i de facto lukkede grænser for immigranter og asylansøgere, lyder det i brevet.

Kilder: Udlændinge,- Integrations- og Boligministeriet.

/ritzau/