Organisationen der ændrede dansk politik

GGGI har krævet et dansk, politisk offer, efter Christian Friis Bach forlod regeringen. Nu spørger politikerne sig selv: Ender et ja til internationale topposter automatisk med et exit fra Christiansborg? Og er det det værd?

løkkeggggitegning

Christian Friis Bach sidder på bagsædet i en bil på vej over grænsen væk fra Gaza ind i Israel, da telefonen ringer. Embedsmanden i den anden ende af røret er fra Udenrigsministeriet. Beskeden leveres hurtigt. Ministeriet har opdaget, at ministeren har givet Folketinget forkerte oplysninger om sit kendskab til de omdiskuterede rejseregler, som han har kritiseret Venstres formand for at rejse efter som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute. Angiveligt fordi Udenrigsministeriet har fejloplyst ministeren.

Christian Friis Bach lægger på. Han ved, at det er en højprofileret og betændt sag. Han ringer til sin nærmeste rådgiver i Danmark. De snakker lavmælt. Ministeren lægger på. Han kigger ud af vinduet. Biler holder i kø, mens grænsevagterne kontrollerer de passerende på vej ind i Palæstina. Situationen er anspændt på grænsen til Israel. Inde i bilen er stemningen trykket. Christian Friis Bach tager telefonen frem igen. Denne gang ringer han til sin partileder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Køreturen fra grænseovergangen i Gaza til ministerens hotel i Jerusalem tager en time. Det er på den tur, den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach beslutter sig. Han analyserer for sig selv. Udsigten til samråd, §20-spørgsmål, redegørelser til Folketingets udvalg, nytteløse beklagelser og stormløb fra oppositionen, der følger med, når man som minister har givet Folketinget forkerte oplysninger, er en politisk kamp, der er tabt på forhånd. Særligt i en så betændt sag som denne. Halvanden time senere sidder Christian Friis Bach på sit hotelværelse. Om 24 timer er han ikke længere udviklingsminister. Han ville egentlig helst ringe, men sender i stedet en sms. Det virker så belejligt. Først til sin partileder – så til statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Blodspor over midten i dansk politik

Den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute har ikke alene udfordret Lars Løkke Rasmussens troværdighed og sat den samlede borgerlige føring i meningsmålingerne over styr. GGGI har trukket blodspor efter sig hen over midten i dansk politik, efter at organisationen for to dage siden kostede sit første politiske offer. Mens ingen er i tvivl om, at magtbalancen i dansk politik er udlignet, efter GGGI første gang for otte uger siden kom i offentlighedens søgelys, spørger nuværende og tidligere ministre sig selv, om Løkke Rasmussen og Friis Bachs skæbner vil afholde danske toppolitikere fra at varetage internationale topposter i fremtiden? Uden tvivl, mener tidligere udviklingsminister fra Venstre, Søren Pind.

»Det er helt givet, at hele GGGI-sagen har haft signifikant indflydelse på den politiske situation i Danmark. Der er ikke nogen velforvarede politikere fremadrettet i en nogenlunde topposition i et parti, der vil påtage sig et internationalt arbejde. Det er jo det ærgerlige ved hele den her sag. Risikoen for at det ødelægger den politiske karriere her i Danmark, er simpelthen blevet for stor,« siger Søren Pind.

For få uger siden blev han – uberettiget ved vi i dag – kritiseret for at tildele et millionbeløb til GGGI i sin tid som udviklingsminister velvidende, at organisationen var under anklager for korruption.

Hans efterfølger – den nyudnævnte udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen – mener, at det er for tidligt at evaluere på de politiske konsekvenser ved GGGI-forløbet, men han er et stykke hen ad vejen enig med sin Venstre-forgænger.

»Man kan godt forestille sig, at politikere i fremtiden vil gøre sig overvejelser om, hvorvidt det nu er smart at tage den ene eller den anden post. Til det er bare at sige, at man ikke må lade sig skræmme af det, vi har set her,« siger han.

I sådanne situationer er det nødvendigt, at man lærer af de fejl, der er begået, mener Rasmus Helveg Petersen.»Det politiske niveau bevæger sig over lande­grænser, og derfor skal danske politikere deltage i politikken der, hvor den er. Om det er Bruxelles, USA eller Sydkorea. Når det er sagt, så skal man lære af alt, hvad der sker. Også af det forløb vi har set her. Jeg håber som sagt ikke, det skræmmer danske politikere fra at tage internationale poster. Men det skal være en lektie ligesom så mange andre lektier,« siger den nyudnævnte udviklings­minister.

I Venstres ledelse betvivler ingen i dag det faktum, at Lars Løkkes rolle som formand for GGGI har vist sig som en dyr lærestreg. I partiets ledelsessekretariat på anden sal for enden af den blå gang på Christiansborg taler man om tiden før og efter 5. oktober 2013, hvor Ekstra Bladet for første gang kunne skrive om Løkke Rasmussens milliondyre rejser som formand for GGGI. I lang tid var GGGI-sagen isoleret til at være et problem for Venstre og særlig Venstres formand. Partiet blødte vælgere – javel – men vælgerne blev i folden inden for rammerne af blå blok. For Dansk Folkeparti, de Konservative, Liberal Alliance var tavshed guld, så længe de vandt frem på bekostning af oppositionens leder. Men da GGGIs ledelse i Berlingske pludselig undsage deres egen formand, og Lars Løkke blev afsløret i at tale usandt om udbetaling af diæter i 2012, skete der noget i vælgerhavet, og stemmer flyttede sig over midten i dansk politik. Pludselig var GGGI-sagen ikke kun Venstres problem, men en fælles byrde for den samlede borgerlige fløj.

Tidligere justitsminister og formand for de Konservative, Lars Barfoed, kan ikke huske tilsvarende sager, der på så kort tid og med så stor kraft har trukket veksler på flere af Folketingets partier.»Hele forløbet med GGGI og dets indflydelse på dansk politik er et særtilfælde. Det sker jo ikke normalt, at man oplever, det vi har været vidne til her. Jeg ser forløbet som undtagelsen, der bekræfter reglen,« siger han.

Om sagen betyder, at toppolitikere fremover vil være mere varsomme med at indtræde i bestyrelser i internationale organisationer, svarer han:

»Man kan selvfølgelig forvente, at det kan give anledning til mere påpasselighed for dem, der vil kombinere et liv på Christiansborg med internationale topposter, men jeg tror ikke, det vil skræmme politikerne,« siger Lars Barfoed.

Men den analyse hviler på en antagelse af, at toppolitikere går mere op i at sikre sig international anerkendelse end sikre sin karriere på den nationale scene, mener Venstres Søren Pind.

»Jeg tror simpelthen ikke, at toppolitikere i fremtiden vil have råd til at løbe den risiko at varetage en toppost i udlandet samtidig med, at de køre karrierer herhjemme. Risikoen – som det hændte med Lars Løkke Rasmussen – er at blive hængt ud og miste personlig troværdighed og integritet alene på grund af et stykke arbejde, man laver for en international organisation. Det er klart, at den pris fremadrettet vil blive vurderet at være for stor,« siger han.Du ville ikke selv turde løbe den risiko, hvis du blev tilbudt et formandskab i morgen?­»Det ville jeg være meget tøvende over for. Det må jeg indrømme. Og der er da en lang række årsager til, at det ville jeg ikke have lyst til – herunder risikoen for at blive miskrediteret efterfølgende,« siger han.

Tilbage i Radikale Venstre holder folketingsgruppen ekstraordinært gruppemøde efter partiets solorokade. Der skåles, klappes og krammes bag den lukkede dør til gruppeværelset på den røde gang på Christiansborg – og så betød det knap så meget, at gruppeformand Sofie Carsten Nielsen afviste ledelsens ministertilbud aftenen før.

Det er en træt og mærket partileder Margrethe Vestager, der efter gruppemødet mødes med Berlingske aftenen derpå kun 24 timer, efter hun modtog det første opkald fra Christian Friis Bach. Hun håber ikke, at Søren Pind får ret i, at GGGI-sagen og konsekvenserne af den vil skræmme toppolitikere væk fra internationale poster i fremtiden. Men risikoen for, at det er tilfældet, lurer i kulissen. Desto mere vigtigt er det, at man som minister eller toppolitiker har de rette medarbejdere omkring sig, understreger hun.

»Hele forløbet efterlader os med en skærpet bevidsthed om, at det at være et lille land i en meget stor international verden, det er krævende. Og det der er fuldstændig afgørende, det er, at man som toppolitiker har de rette folk omkring sig, hvis man samtidig skal varetage internationale poster i udlandet,« siger hun, og tilføjer:

»Hvis man selv skal igennem alle detaljer – alle bilag – så slår døgnets timer simpelthen ikke til, og så er det, at det går galt og får stor betydning for både politiker og parti, som vi har set her. Desto mere vigtigt er det, at de rette medarbejdere har den rette forståelse af opgaven og den sværhedsgrad. Særligt hvis man samtidig er minister og varetager en post på Danmarks vegne,« siger Margrethe Vestager.