En række af Folketingets partier er utilfredse med beredskabet, når en drone kan lamme Københavns Lufthavn i flere timer, hvorved flere tusinde passagerer strandede mandag aften.
Forsvarsordfører Alex Ahrendtsen (DF) kalder det uacceptabelt, hvis der ikke har været et passende beredskab klar.
- Det er ikke første gang, det sker, og det er sket løbende mange steder i Europa, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har haft det beredskab på plads, siger han.
Luftrummet over Københavns Lufthavn blev mandag aften lukket, efter at der var blevet observeret to til tre uidentificerede droner i området.
Det skete klokken 20.30, og herefter blev al flytrafik til og fra lufthavnen indstillet, inden lufthavnen natten til tirsdag klokken 00.20 genåbnede.
I løbet af aftenen etablerede politiet kapacitet til at nedtage dronerne, men det skete ikke af hensyn til sikkerheden. Der var mange mennesker samlet i fly fyldt med brændstof samt tæt bebyggelse i området.
Det vides ikke, hvor dronerne kom fra, eller hvor de fløj hen bagefter. Politiet mistænker, at en "kapabel aktør" stod bag og kalder det et "droneangreb" og et "anslag".
Droner har tidligere været et problem over Europa og i Københavns Lufthavn. Et kommende lovforslag skal give lufthavne og havne lov til at nedskyde droner, der kan udgøre en trussel. Som det er i dag, kan de kun tilkalde politiet.
Forsvarsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) siger til TV 2, at det er på tide med en diskussion om, hvorvidt beredskabet matcher den verden, vi lever i nu, hvor Rusland jævnligt beskyldes for hybrid- og droneangreb mod europæiske lande.
- Vi har en masse forsvarssystemer i Danmark. Den udvikling, vi ser lige nu, er droner og teknologi, som vi skal kunne matche med et droneberedskab i Danmark. Det er det, vi diskuterer for tiden, siger hun.
Ritzau har forsøgt at kontakte en række ordførere, som endnu ikke er vendt tilbage.
/ritzau/