Ord for ord: Her er hele Carl Holsts nye forklaring

»Jeg skal beklage...,« gentog ministeren igen og igen. Læs den lange og nye forklaring her.

Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stærke indicier - det siger din egen Region - på, at du har afgivet urigtige oplysninger. Hvad er din egen reaktion på det?

»Jeg skal beklage, at jeg har givet indtryk af, at jeg ikke har haft en personlige assistent eller presserådgiver. Jeg har ønsket at understrege, at jeg ikke har haft en særlig rådgiver. Jeg har haft en person, der har været ansat til et projekt - ‘Smart vækst og velfærd’ - og i den projektbeskrivelse indgik der også, at man gik til hånde i forhold til et travlt ledelsessekretariat, og at man var kommunikativ rådgiver for den øverste administrative ledelse og politiske ledelse«.

Men du har for eksempel sagt, at han ikke var din personlige assistent. Var han din personlige assistent eller ej?

»Han var min assistent, men det var ikke hans eneste funktion. Han var også en del af ledelsessekretariat, og han var ikke min særlige rådgiver. Jeg skal beklage, at jeg har fået udtrykt mig på en måde, der giver indtryk af, at han ikke var min presserådgiver eller… særlige presserådgiver eller personlige assistent«.

Hvorfor talte du usandt?

»I forhold til debatten om, hvorvidt han var særlig rådgiver - som jo er et begreb, man kender fra ministerierne og som vi ikke bruger i region Syddanmark… Hans stillingsbeskrivelse var ikke udelukkende det ene eller det andet. Hans stillingsbeskrivelse var af være en del af et travlt ledelsesekretariat, hvor rådgivning også omfattede direktionen«.

Hvilke opgiver bidrog han med i forhold til din helt personlige valgkamp?

»Han har ikke været ansat til at føre valgkamp«.

Det er jeg med på, men hvilke opgaver løste han for dig i din personlige valgkamp - det er dét, jeg spørger om?

»Jamen, det er vigtigt for mig at understrege, at hans funktion ikke har været at føre valgkamp. Det er også vigtigt for mig - i forhold til at referere til en undersøgelse - at den er jeg glad for, at man har fået iværksat. Og jeg ser frem til undersøgelsens konklusioner og vil indtil da ikke gå dybere ind i sagen. Det vil være upassende«.

Carls Holst, din særlige rådgiver - det er blevet dokumenteret af JyskeVestkysten - har formuleret læserbreve, der er blevet trykt under valgkampen. Det har du ellers sagt, at han overhovedet ikke har deltaget i vlagkampen. Hvordan forklarer du det?

»Jeg har været ude og sige, at der har været en gråzone. Og det får vi også afklaret nu. Jeg skal beklage, hvis der har været en gråzone, der har været overtrådt«.

Er den det?

»Det skal jeg be… Det er det, vi er ved at få afdækket. Jeg ser frem til den afdækning. Min tilgang til det har været at få understreget, at han var ikke en særlig rådgiver. Han har haft en funktion - som en del af et ledelsessekretariat. Nu er der en undersøgelse. Den ser jeg frem til«

Men Carl Holst - du siger, at du beklager det her: Du har jo været hele vejen rundt hos medierne og sagt, at du har ikke en personlig assistent. Det holdt du fast i lørdag. Så gentager du det og så kommer der bid for bid nye oplysninger frem. Der kommer et visitkort frem. Og andet forskelligt. Nu står du så her og siger, at det har han været efter at have benægtet det i en uge. Hvordan er du pludselig kommet frem til det?

»Jeg har svaret i forhold til om det var hans eneste position. Han var en del af et ledelsessekretariat, hvor arbejdsopgaverne omfattede at være personlig assistent. Han har ikke været det, man kalder særlig rådgiver. Men jeg beklager, at jeg har fået udtrykt mig på en måde, så det kan betvivles - det jeg har sagt«.

Men der er jo kommet forskellige ting frem. Nu står du så her torsdag og siger, at det har han været - efter du har benægtet det i en uge. Hvordan er du pludselig kommet frem til det?

»Jeg har svaret i forhold til, om det var hans eneste funktion. Han var en del af et ledelsessekretariat, hvor arbejdsopgaverne omfattede det, man kan kalde at være personlige assistent. Han har ikke været det, man kalder særlig rådgiver. Men jeg beklager, at jeg har fået udtrykt mig på en måde, hvor der kan være tvivl om det, jeg har sagt«.

Men du har jo i en hel uge holdt fast i det stik modsatte. Hvordan hænger det sammen?

»Baggrunden er, at hans funktion var mangesiddet. Han var ikke alene det ene eller det andet. Han var en del af et projekt, han var en del af et ledelsessekretariat. Men han havde også til opgave at være rådgiver i kommunikative anlæggender: Både for direktionen og den øverste politiske ledelse«.

Du har direkte benægtet overfor offentligheden, at han var din personlige assistent og alligevel skriver du i et brev til Lars Løkke Rasmussen og regeringens ansættelsesudvalg, at han var din personlige assistent. Har du løjet overfor offentligheden?

»Jeg har ikke haft til hensigt at lyve overfor offentligheden. Jeg beklager, at jeg har udtrykt mig på en måde så det kan give det indtryk. Jeg har haft til hensigt at gøre opmærksom på, at han ikke var min særlige rådgiver, og at han havde andre funktioner end at være personlige assistent, da han var en del af et ledelsessekretariat«.

Har du overvejet din fremtid som forsvarsminister - det her er jo bare en af mange sager?

»Nej, det har jeg ikke«.

Du har også sagt, at han ikke har løst én eneste opgave for dig - uanset hvad han var ansat som - som havde noget med din personlige valgkamp at gøre. Holder du fast i dén forklaring - eller er den også ændret?

»Jeg har også sagt, at der selvfølgelig er en gråzone. Det får vi nu afdækket i en undersøgelse. Og den…«

Jamen, du må da vide det?

»Jeg synes, at det ville være korrekt at afvente undersøgelsen. Det gør jeg. Der er en gråzone. Hvis jeg i den gråzone har overtrådt noget, jeg ikke må - eller ramt uden for skiven - så skal jeg naturligvis beklage det…«

Men Carl Holst. Du må jo vide i dag - det er jo ikke så lang tid siden, at det var valgkamp - du må da vide i dag, om Christian Ingemann hjalp dig med din valgkamp. Gjorde han det eller gjorde han det ikke?

»Den funktion han var ansat til havde ikke til formål at finansiere valgkampshjælp. Men nu afventer jeg undersøgelsen«.

Men han har direkte sendt pressemeddelelser for folketingskandidaten Carl Holst indenfor almindelige arbejdstid. Har han så ikke ført valgkamp for dig?

»Det er dét, vi nu får afdækket. Jeg siger bare, at den stilling, han tiltrådte havde ikke til formål at være valgkamp«.

Anerkender du, at han har sendt pressemeddelelser undervalgkampen, hvor du står som folketingskandidat?

»Jeg anerkender, at jeg har udtrykt mig uheldigt i forhold til at sige, at han ikke har været min personlige assistent eller har været rådgiver for mig i kommunikative anlæggender. Det har jeg forsøgt at forklare hvorfor. Men jeg beklager selvfølgelig, at jeg har formuleret mig på en måde, hvor det kunne misforstås«

Du siger, at den her ansættelse er indenfor en gråzone. Du har sagt i løbet af ugen, at alle lover og regler var overholdt. Hvorfor er det så nu, at du pludselig mener, at det er en gråzone?

»Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har sagt, at sammenspillet mellem embedsmænd og folkevalgte i en valgkampssituation er en gråzone…«

Du er blevet spurgt om reglerne var overtrådt. Det har du afvist. Nu siger du, at det er en gråzone.

»Nej, jeg har hele tiden understreget, at sammenspillet mellem embedsmænd og politikere og folkevalgte er en gråzone. Det får vi så afdækket. Det ser jeg frem til«.

Hvis det bliver afdækket, at du har lavet noget under valgkampen, som ikke var i orden - kan du så fortsætte som forsvarsminister?

»I første omgang afventer jeg den undersøgelse. Jeg er meget tilfreds med, at den er blevet iværksat, og jeg ser frem til dens resultater«.

Lige nu og her: Bidrager du lige nu positivt eller negativt til regeringens samlede politiske arbejde?

»Jeg er ærgerlige over, at sagen skygger over mit virke som forsvarminister. Jeg håber ikke, at det skader regeringen«.

Tror du, at det gør det?

»Jeg ser frem til, at vi får resultatet af undersøgelsen«.