Oprørte forældre sender brev ind på Christiansborg efter krisemøde: »Vi står rystede tilbage«

Forældre på Borup Skole sender nu et brev direkte til ministeren. De ønsker hverken, at de krænkede eller krænkerne skal lide yderligere last. Men de ønsker svar – og en helt ny struktur for området.

Der var flere pressefolk end børn i skolegården, da et krisemøde mellem Køge Kommune og forældre til børn på Borup Skole onsdag aften løb af stablen. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

En gruppe forældre til børn på Borup Skole er »bekymrede«.

De har ikke fået svar på deres mest basale spørgsmål og bekymringer på det krisemøde, der blev holdt onsdag aften.

Derfor har en gruppe forældre nu sendt et brev direkte til Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

»Vi har i dag været til møde med Køge Kommune, og vi står rystede tilbage,« fremgår det af brevet, som Berlingske er i besiddelse af.

Heri kræver de blandt andet svar på, om de børn, der står bag krænkelser, kan fortsætte som elever på Borup Skole.

De mener ikke, at tavshedspligten om elever og enkeltsager bør stå i vejen for, at skoleledelsen eller Køge Kommune kan oplyse klart og tydeligt, om de elever, der står bag vold og krænkelser mod andre elever på Borup Skole, kan fortsætte på skolen.

Hensynet til tavshedspligten bør ikke veje tungere end hensynet til børn og forældres tryghed.

»Er det rimeligt, at hele skolen skal lide last?« spørger forældrene i brevet.

Berlingske har talt med Christina Nielsen, der er en af forældrene bag brevet, som siger, at det er fire forældre, der har sendt brevet til ministeriet. Berlingske er ikke bekendt med, om nogle af disse forældres børn er blevet udsat for vold, trusler eller krænkelser på Borup Skole.

Forældrene understreger i brevet, at de ikke ønsker, at give skoler ret til at smide elever ud.

De ønsker heller ikke at udskamme eller straffe eleverne bag krænkelserne på Borup Skole.

»Vi bebrejder ikke børnene, der har foretaget disse ting. Vi bebrejder kommunen og skolen for deres handlinger og mangel herpå,« lyder det i brevet.

Ingen respekt for slaphed

Forældrene ser gerne, at hændelsen får konsekvenser for både skoleledelsen og de ansvarlige i Køge Kommune.

Derudover kommer de med en lang række forslag til nye initiativer, som blandt andet oprettelse af nye tilsyn og en helt ny klagemyndighed med udrejsende teams, der kan træde til i sager som denne.

Til TV 2 oplyser Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye, at han endnu ikke har modtaget det brev, som forældrene til børn på Borup skole har skrevet.

Han siger i det skriftlige svar, at problemerne i den konkrete sag skal håndteres af Køge Kommune og ikke af ministeriet.

Men ministeren afviser ikke, at der kan være behov for at stramme op på de generelle ordensregler i danske folkeskoler.

»Der skal være plads til alle børn i folkeskolen, men der skal ikke være plads til al adfærd. Vold hører ikke hjemme på en skole, men skal sanktioneres. Ligegyldighed og slaphed er det værste, vi kan møde uacceptabel adfærd med. Det har ingen respekt for,« oplyser Mattias Tesfaye til TV 2.

Intet svar på centralt spørgsmål

Brevet kommer i kølvandet på, at TV 2 mandag kunne afsløre, at flere børn mellem 6 og 11 år igennem flere år er blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb af andre børn på Borup Skole i Køge Kommune.

Derfor blev der indkaldt til krisemøde onsdag aften mellem Køge Kommune og forældre til børn på Borup Skole, og det endte langtfra godt.

Ifølge de forældre, som Berlingske talte med, leverede kommunen hverken de garantier eller svar, som forældrene til de krænkede børn havde behov for.

Forældrene ønskede over en bred kam, at skolen og kommunen skulle garantere, at krænkede børn ikke risikerer at sidde ved siden af deres krænkere, næste gang de går ind i klasselokalet.

Den garanti ville kommunen ikke give.

Faktisk ville Lars Nedergaard, der er chef for skoler og dagtilbud i Køge Kommune, ikke engang svare på spørgsmålet, selvom journalister spurgte nok så mange gange på et efterfølgende pressemøde.