Oppositionen kræver uvildig Irak-kommission

Oppositionen i Folketinget kræver en uvildig kommissionsundersøgelse af grundlaget for og forløbet af Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

Den danske bataljon er ude af det sydlige Irak, og tidspunktet er inde til at gøre regnskab. S, SF og R kræver nu en redegørelse af forløbet.

Samtidig erkender Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Mogens Lykketoft, for første gang, at han som daværende formand tog fejl, da Socialdemokraterne i sommeren 2003 accepterede indsættelsen af en dansk landstyrke under FN-mandat i det sydlige Irak. Det skriver Information.

- Vi skal have placeret et ansvar og gennemført en objektiv og uafhængig historiefortælling for at forebygge, at tilsvarende letsindige beslutninger om dansk udenrigspolitik ikke træffes igen, siger Mogens Lykketoft til avisen.

Anders Fogh Rasmussen afviste mandag, at der er behov for nogen undersøgelse af Irakkrigen.

- Alt er jo lagt åbent frem, sagde han til Information.

/ritzau/