Oppositionen enig: Giftskibet skal stoppes

De Radikale støtter det beslutningsforslag, som Socialdemokraterne vil fremsætte i Folketinget for at stoppe en transport af tusinder af ton ekstremt farligt affald fra Australien til Danmark.

Det er Beluga Fascination, der efter planen skulle sejle det ultragiftige HCB fra Australien til Nyborg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Presset vokser på miljøminister Karen Ellemann (V). I disse timer arbejder oppositionen på at skaffe sig et flertal, der vil tvinge ministeren til at trække den tilladelse til import af mange tusinder ton ekstremt giftigt affald fra Australien tilbage. 

I går meddelte de Radikale, at de ikke vil støtte en særlov i sagen, men oppositionen er nu tæt på at være enige om et beslutningsforslag, der ligger klar senere på eftermiddagen, og som kan blive fremsat i Folketinget i morgen. 

Desuden sender oppositionen - S, SF, R, Ehl, KD, Fokus og måske Liberal Alliance - i dag et brev til ministeren, hvor de opfordrer hende til at sætte gifttransporten i bero og holde et møde med sin australske kollega. 

- Vi har kun et mål i det her: Vi skal have stoppet det vanvid, der foregår, siger de Radikales miljøordfører Johs. Poulsen. 

Han har taget initiativ til brevet, som Liberal Alliance altså måske vil støtte, hvilket i så tilfælde vil betyde, at et flertal beder ministeren om at sætte sagen i bero. 

- Hun må tage et møde med sin kollega for at diskutere mulighederne for at behandle giftaffaldet i nærområdet. Det ville nemlig betyde, at vi kan overholde konverntionerne, siger Johs Poulsen med henvisning til, at f.eks. Tyskland tolker Baselkonventionen om transport af miljøfarligt affald sådan, at det direkte vil være ulovligt at transportere affaldet hele vejen rundt om Jorden fra Australien til Nyborg, hvor Kommunekemi skal stå for destruktionen. 

Det er nemlig her problemet ligger, mener de Radikale. Hvis affaldet kom fra Sverige, ville det være helt naturligt, at det var Kommunekemi, der skulle stå for afbrændingen. 

- Hvis jeg var miljøminister, ville jeg aldrig tillade transporten rundt om jorden. Og hvis der var noget tilsvarende affald fra nærområdet, ville jeg lave en prøveafbrænding, som man kunne analysere for at se, om det overhovedet er forsvarligt. Men som sagt er problemet først og fremmest transporten, siger Johs Poulsen, der opfordrer ministeren til at bruge et halvt år på at tænke sig om. 

Hvad får dig til at tro, at hun skulle ændre sin holdning?

"Jeg håber vi har en miljøminister. En minister for miljøet," siger Johs. Poulsen. 

Liberal Alliance har foreløbig holdt regeringen på pinebænken i sagen. Uden støtte fra LA kommer regeringen nemlig i mindretal på spørgsmålet. 

Til Ritzau sagde Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl imidlertid tidliger i dag, at man afventer en redegørelse for, at alle regler er overholdt i sagen. I går kom det frem, at der måske ikke er de nødvendigt miljøgodkendelser på Kommunekemi til at modtage affaldet, men det afviser Miljøstyrelsen nu. 

Det har ikke været muligt for Berlingske Tidende at få en kommentar fra Liberal Alliance.