Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard

SF's formand Pia Olsen Dyhr er meget uforstående for, at Radikale Venstre ikke kommer til klimaforhandling.

SFs Pia Olsen Dyhr møder op til regeringsforhandlinger på Christiansborg onsdag aften den 19. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SJØRUP

Det var en synligt irriteret og vred partiformand for SF, Pia Olsen Dyhr, der ankom til onsdag aftens forhandlinger om klima hos Mette Frederiksen, der arbejder for at danne regering.

Hun var netop blevet informeret om, at Radikale Venstre ikke har tænkt sig at ankomme til forhandlingen med Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, der skulle handle om at få en aftale om klimaet på plads.

Radikale Venstre vil ikke lukke en aftale på klimaet inden økonomien er på plads.

»Jeg er dybt forundret over, at Radikale Venstre ikke ankommer. Det er jo sådan, man får indflydelsen. Så jeg er meget overrasket over, at Radikale Venstre bliver væk.«

»Et af de emner, som vi allesammen og befolkningen har været mest optaget af, er at få en grøn regering. Unge har demonstreret og vi har demonstreret med dem.«

»Nu er vi endelig ved at være på plads, og så undrer det mig, at Radikale Venstre ikke kan møde op til noget, jeg også troede, de mente var vigtigt,« siger Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokratiets støttepartier Radikale Venstre, SF og Enhedslisten er uenige om mange ting. Men under valgkampen har de stået sammen i det, de har kaldt en klimapagt, om at kræve en grøn omstilling.

»Ingen har skjult, at vi er uenige på nogle punkter. Men klimaet er et af de steder, hvor vi under forhandlingerne virkeligt har bevæget os fremad.«

»Det, vi har opnået, er progressivt og Socialdemokratiet har flyttet sig i en grad, jeg ikke har troet var muligt. Så at Radikale Venstre går nu, det undrer mig.«

»Vi taler om nogle ambitioner, som vi allesammen har stået på mål for. Lige nu føler jeg, at en af de tre musketerer svigter en smule,« siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/