Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For godt et halvt år siden skulle de begge forklare, hvorfor de bidrog til vildledningen af Folketinget i den såkaldte Christiania-sag.
Nu er den ene topembedsmand forfremmet og den anden degraderet.
Mens Jens-Christian Bülow nu kan kalde sig afdelingschef for den prestigefyldte lovafdeling i Justitsministeriet, blev departementschefen i samme ministerium, Anne Kristine Axelsson, i går flyttet til stillingen som departementschef i et af landets mindste ministerier – Kirkeministeriet.
Ifølge Berlingskes oplysninger har Axelsson længe hængt i en tynd tråd som departementschef i det traditionsbundne ministerium, og selv om den officielle forklaring på jobskiftet er, at Axelsson selv har ønsket at gå, oplyser flere centrale kilder, at degraderingen skyldes mængden af dårlige sager i ministeriet. »Der har i den seneste tid været en del negativ fokus på Justitsministeriet, og der er behov for at skabe ro omkring ministeriet. Anne Kristine Axelsson er enig i behovet for at sikre ro og har tilkendegivet, at hun ikke ønsker, at hendes person skal stå i vejen herfor,« siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en skriftlig kommentar.
Særligt den såkaldte Christiania-sag, som i december sidste år kostede Morten Bødskov (S) jobbet som justitsminister, har kastet skygger over Justitsministeriets top. Axelsson og Jens-Christian Bülow blev i kølvandet på sagen indkaldt til et tjenstligt forhør, og i rapporten om sagen under ledelse af tidligere højesteretsdommer Per Sørensen blev det konkluderet, at de to topembedsmænd havde været med til at fabrikere en løgn til Folketingets retsudvalg om, hvorfor udvalget ikke kunne besøge Christiania i 2012. Samme undersøgelse konstaterede dog samtidig, at løgnen bedst kunne betegnes som en »undskyldelig nødløgn«.
Mistillid i Folketinget
Daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) konstaterede derefter, at der ikke var »tvivl om, at de har været med til at lyve«, men lod dem begge fortsætte i ministeriet.
Sagen fik dog retsordførere på tværs af Folketinget til at udtrykke mistillid til Justitsministeriets top, og flere partier ser nu en sammenhæng mellem Christiania-sagen og Axelssons jobskifte.
»Jeg har hele tiden forsøgt ikke at udtale mig om konkrete personalesager, men der er heller ikke nogen tvivl om, at det relaterer sig til en sag, som er meget principiel om forholdet mellem Folketinget og regeringen. For der er blevet løjet over for Folketingets retsudvalg fra ministeriets side. Det har selvfølgelig skabt et vanskeligt samarbejdsklima efter, at begrebet nødløgn opstod som juridisk begreb,« siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.
Absolut berettiget forflyttelse
Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, spillede selv en central rolle i Christiania-sagen og mener, at degraderingen burde være sket allerede før det tjenstlige forhør.
»Det er absolut berettiget, at hun bliver forflyttet, men det burde være sket omgående, da hun blev sendt på orlov. Det har skabt mistillid, at en højtstående embedsmand kan bliver siddende efter Christiania-skandalen,« siger hun.
Efter Christiania-sagen har både sagen om de forkerte asyltal og beretninger i bogen »Mørkelygten« om topjuristers håndtering af EU-retten givet ministeriet nye ridser i lakken. Men så sent som for ti dage siden konstaterede den nytiltrådte justitsminister, Mette Frederiksen (S), at hun havde tillid til Anne Kristine Axelsson. Det er dog ikke muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen til sagen i dag – heller ikke Axelsson ønsker at kommentere situationen.
Det hører til de absolutte sjældenheder, at Justitsministeriets øverste chef kun sidder lidt over tre år på posten. Axelssons forgænger, Michael Lunn, bestred posten i 20 år frem til 2011.
Da tidligere justitsminister Lars Barfoed (K) i 2011 gjorde hende til den første kvindelige departementschef i Justitsministeriet, lå det da heller ikke i kortene, at hendes karriere i ministeriet kun skulle vare tre år. Axelsson havde taget turen op gennem Justitsministeriet, rådgivet Anders Fogh Rasmussen (V) i juridiske spørgsmål i Statsministeriet og var løbende blevet rost for sin faglige styring og politiske flair.
Hvem skal så være ny departementschef? Flere peger på afdelingschefen for Justitsministeriets politi- og strafferetsafdeling, Carsten Kristian Vollmer, som vikarierede for Axelsson, mens hun blev afhørt, som en mulighed. Andre peger på, at Mette Frederiksen måske vil hente en person uden for Justitsministeriet ind i det traditionsrige ministerium.