Omsorgen er gået fløjten i Velfærdsdanmark

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogen tid siden blev en dreng på ni år indlagt med en promille på 2,57. Det svarer til, at drengen har drukket to-tre liter rødvin. Drengen og hans lillesøster kom herefter i forvaring på en døgninstitution. Men før indlæggelsen, har den kommune, hvor børnene bor, overhørt en lang række advarsler fra politi, skole og bekymrede borgere.

Hvorfor går det så galt? Hvorfor evner det system, der skulle beskytte de allermest udsatte i samfundet netop ikke at gøre det? Svaret er, at det velfærdssamfund, vi har bygget op, ikke har noget hjerte. Systemet er hjerteløst. Derfor skubbes de helt nære og akutte behov for omsorg og beskyttelse længere og længere ud i periferien, mens farvestrålende forbrugsmønstre trives og blomstrer i stat og kommuner. Der er altid penge og tid til endnu en kampagne for middelklassens korrekte adfærd på cykelstien, på genbrugspladsen eller ved spisebordet, men omsorgen for de svageste, bliver ikke prioriteret.

Sagen om den lille dreng og hans søster, der er på vej ud over kanten, mens Systemdanmark knap løfter blikket fra kaffe og papirbunker er ikke enestående. Huset Zornig har netop undersøgt forholdene for 17 såkaldte ”nomade-familier”. Familier, der er i så store sociale vanskeligheder, at faren for misrøgt af børnene i familien er stor. Nomadefamilierne flytter fra kommune til kommune, og hver gang starter det kafkaske maskineri på ny. Resultatet er nedslående. Systemet kan såmænd godt være befolket af velmenende og menneskelige socialrådgivere og kommunalchefer, men omfanget af lovgivning og bureaukrati, og fraværet af ansvar, lader de allermest udsatte i stikken.

Den manglende omsorg gælder ikke kun børn, der vokser op i socialt udsatte familier. Også ældre, syge og børn med særlige behov, lades i stikken på en måde, man ikke skulle tro mulig i en velfærdsstat, som vi har lært fra barnsben er indbegrebet af social ansvarlighed og omsorgsfuldt ”fællesskab”. Men prioriteringerne samler sig om de, der har mindst behov, og de sager, der ser flotte ud og signalerer handlekraft og fremgang. Derfor går omsorgen fløjten gang på gang.

På flere hospitaler i Danmark er det nu sådan, at fødende selv skal medbringe fornødenheder som bleer, samt mad og drikke til sig selv. Enhver, der har prøvet at bringe et barn til verden, kan forestille sig hvor svært det må være at smøre en madpakke eller bistå nogen form for planlægning, mens man har veer. Omsorgen for fødende er mange steder skåret så meget ind til benet, at nybagte forældre bliver bedt om at samle barn og stumper et par timer efter, barnet er født, uanset vejr og vind, og om det er nat eller dag og befordre sig hjemad. Ingen tid til at se, hvordan den lille arter sig, og om amning eller brug af flaske er godt i gang.

Et andet sted på hospitalerne er der ældre borgere, der forlader denne verden alene – uden nogen til at være der, de sidste timer og minutter af livet. Hospitaler og plejehjem har nogle steder så travlt, at døende lades alene – uden menneskelig kontakt, et blik at hvile i og en hånd at holde i. De vigtigste tidspunkter i livet – når vi kommer til verden, og når vi forlader den igen – prioriteres ikke. Det er så sælsomt og trist, og det giver ingen mening overhovedet.

Og midt i det hele er der børn, der går vild, uden at kunne få den omsorg og opmærksomhed, de desperat har behov for. Lige nu kører inklusionsdagsordenen for fulde gardiner. Børn med særlige behov skal tilbage i de almindelige skoleklasser. Målet er ikke urimeligt, men den brutalitet, hvormed loven implementeres, hører ingen steder hjemme. Det skal gå stærkt, pengene følger ikke nødvendigvis barnet helt ud i klasseværelset, og lærerne informeres ikke ordentligt. Resultatet bliver børn, der tabes af et system, der ikke ser, hvilke børn, der er tale om, men som blot fordrer implementeringen af en lov og målopfyldelsen af inklusion af et vist antal børn.

Velfærdsdanmark er ikke det, det burde være. Det burde være en kerneopgave i et forholdsvist velstående samfund som det danske at udvise omsorg for mennesker i de situationer i livet, hvor vi har særligt brug for det. Når vi fødes, når vi er syge, hvis vi går vild i livet, og når vi dør. Sådan er det ikke i dag. Velfærdsdanmark har tilsyneladende andre og vigtigere sager for.